Lýsing

Arktis – udfordringer og muligheder

Polarørkenen, både i syd og i nord, har igennem tiderne haft en tiltrækningskraft uden sidestykke. De fleste har orienteret sig vedrørende kapløbet om Sydpolen. Om Roald Amundsens sejr over Scott for snart 105 år siden. Roald blev hyldet verden over som sejrherren, imedens Robert Falcon Scott forfrossen skrev et halvfærdigt brev tiltænkt sin kære enke den 29. mars 1912, før han åndede livet fra sig i bidende kulde, tusinder af sømil fra sin hjemstavn i England.

 

Kapløbet i nord blev på ingen måde et lignende drama, og det kan der være mange forskellige årsager til, bl.a. den kendsgerning, at der ikke fandtes noget landområde ved selve Nordpolen. Vi ved at Robert E. Peary var i området, og at han selv påstod sin tilstedeværelse der, men der er stadigvæk en række fagfolk der bestrider ægtheden i hans version om, at være det første menneske ved selve polpositionen. En af dem er astronomiprofessoren Dennis Rawlin, der skrev bogen “Peary at the North Pole – Facto or Fiction?”

 

Godt og vel hundrede år er en kort periode under historiens store vingesus, men jeg skal love for, at det lidt blege drama i forhold til Antarktis, i begyndelsen af det forrige århundrede, udviklede sig til en konfrontatorisk smeltedigel af uhyrlige dimensioner, specielt i perioden da den Kolde krig rasede, imellem de to divergerende økonomiske og ideologiske systemer og supermagter i øst og i vest. USA og Sovjet var jo både naboer og genboere i området, og der var tilsyneladende ingen grænser for hvor langt man strakte sig vedrørende investeringer i krigsarsenal, i tilfælde af at den spændte situation skulle bevæge sig ud af kontrol. Man var bevæbnet til tænderne med atomare ladninger, der ville have apokalyptiske konsekvenser for menneskeheden, hvis uheldet var ude.

 

Danmarks rolle i denne krigsliderlige periode er velkendt. Det gamle imperium blev en del af det geopolitiske vanvid, ved militært at forpagte de tilbageblevne besiddelser i Nordatlanten, Grønland og Færøerne, til Pentagons forsøg på, at dæmme op for truslen fra øst. Vi kender alle til historierne fra Thule i 1968, da brintbomberne faldt i havet og området led under en nuklear bestråling, i dag hører vi om Camp Century, der uden tvivl vil udvikle sig til et gevaldigt miljøproblem, hvis der ikke bliver taget hånd om problemet, og ved selvsyn har jeg i mine unge dage, som sejlende i Grønland i næsten 30 år, oplevet den gigantiske bunker i indlandsisen, hvor affyrings-ramperne var placerede til atomraketterne. Således blev Grønland i særdeleshed, og også Færøerne, brugt i kampen om verdens herredømme. Danmarks geopolitiske position i verden består udelukkende af de nordatlantiske besiddelsers placering på kloden, uden dem var landet ved Øresund non-existing og uden interesse for verdenssamfundet. Det fremgår også tydeligt af Udenrigsministerens redegørelse, at det gamle elastiske imperium nu igen i retorikken har brug for Kongeriget som opsamlingsbrønd, for at nå op til de nødvendige breddegrader mod nord, hvor man er ved at gøre sig gældende i stormagtsspillet, der i disse dage udspiller sig i og omkring Arktis.

 

Efter al den aktivitet der fandtes bl.a. i Arktis under den Kolde krig, må det siges at være et paradoks, at der ikke kom en vinder ud af kapløbet. Det kommer der nu sjælden ud af krige, men i dette helt særlige tilfælde segnede den ene part under sin egen pilrådne vægt, uden at fyre et skud af i kampen. En supermagt røg af i svinget, og dertil hændte det sjældne, at en nationalstat faldt under sin egen vægt og forsvandt fra verdens overflade – Østtyskland.

 

Men Rusland er på benene igen, og trods den reducerede materielle styrke, er der tilsyneladende intet der står i vejen for ambitionerne som fornyet supermagt i det hele taget, og i særdeleshed er man sig bevidst om den fremtidige position i området omkring Nordpolen. Så er vi nogenlunde på plads igen i balancen, hvor man afprøver hinandens styrke og finurligheder, men de gamle supermagter skal nu trods alt, i denne ombæring, ind i en dialog med Island, Finland, Sverige, Norge, Canada og det i denne sag så opreklamerede Kongerige, der i denne sammenhæng, som før sagt, er tilbage i rollen som statslig opsamlingsbrønd for en gammel koloni og en århundreder gammel besiddelse i Nordatlanten. Den påberåbte enhedsstats eneste legitimitet i polarområdet.

 

Her til morgen lagde man mærke til, godt nok i en anden sammenhæng, ved høringen om Rusland som stormagt, at udenrigsministeren, Kristian Jensen, ordret sagde: ”Hvert land har retten til at bestemme over sin egen fremtid.” Bagtanken var helst Ruslands aggressive adfærd i Ukraine, annekteringen af Krim og blitz-krigen over Aleppo. Der rulles med musklerne i en post imperialistisk tid, men det burde i særdeleshed ikke komme bag på den danske statsmagt. Erfaringerne fra Færøerne for 70 år siden, i september måned 1946, hvor kongen i det nu så ophøjede og glorificerede Kongerige, kuppede folkeviljen og det demokratisk valgte lagting, da færingerne ved en folkeafstemning havde valgt at etablere sig med egen nationalstat, og sidenhen de strategiske og kontrollerede modtræk imod selvstyreprocessen omkring årtusindskiftet, taler sit tydelige sprog om, hvilke politisk modstridende kræfter der latent kæmper i modsatte retninger inde i den dansk konstruerede boble – enhedsstaten. Kongeriget, som nu agerer som ligeværdig partner i Arktis.

 

Udenrigsministerens redegørelse er ellers en god kvalitativ og faktuel briefing til Folketinget og folket i Danmark, Færøerne og Grønland vedrørende de processer der til stadighed kører i det nye politiske univers imellem landene, der grænser op til de nye udfordringer og muligheder ved Nordpolen. I særdeleshed kan man glæde sig over det selvfølgelige fokus rapporten anlægger de oprindelige folkeslag i området. I hvert fald er det et væsentligt fremskridt i forhold til de boykot man ellers har levet med igennem årtier, specielt fra EU-landenes side, imod sælfangst, fangst af storhval og grindehval og den Bruxelles-styrede europæiske boykot af Færøerne i makrelstriden, med Danmark som aktivistisk aktør i forløbet, da landet lukkede danske havne for færøske skibe i den famøse periode, da EU, inklusive den store sydlige spiller i det nu så salgsværdige Kongerige, oppe i det høje nord, forsøgte at knuse et lands selvfølgelige rettigheder på fiskeriområdet. I ministergangene her ved Øresund har man efterhånden udviklet en behændig kamæleons adfærd, alt efter hvad omstændighederne nu engang kræver, for at udvinde det bedste ud af enhver situation for det gamle imperium.

 

Det er udelukkede Grønlands og Færøernes geografiske placering der er årsagen til debatten her i dag. To samfund, hvis mennesker overvejende har overlevet igennem århundreder på grund af naturressourcerne i farvandene og på land. Færøske fiskere har i deres projekt for at overleve, søgt til de fjerneste egne på Kloden for at understøtte samfund, koner og børn økonomisk, og i særdeleshed har de forsøgt sig i Arktis. Ved Labrador, i canadisk farvand, på den østlige og især ved den vestlige kyst i Grønland, ved Jan Mayen, endda nord for Svalbard, ved Bjørneøen, i Hvidehavet og ved Novaja Semlja i øst. Derfor er Arktis af gode grunde en del af vores interessesfære, i klassisk forstand som en del af området, og nu som en fremtidig aktør på fiskerisiden i en ny mulighed, der samtidig er en større udfordring for andre beboere ved kalotten. Tænker særlig på alle sælfangerne oppe i Thule-området, som jeg kender fra alle de rejser ad søvejen, hvor jeg har anduvet bopladserne med det årlige forråd. I dag har de store problemer med at gennemføre sit gamle gesjæft, da isen smelter og havisen reduceres i rasende fart. Polarørkenen – deres arbejdsområde – er ved at forsvinde, derfor skænker man det en venlig tanke, at redegørelsen tager udgangspunkt i de oprindelige folks liv og levned og ikke mindst i deres muligheder i fremtiden. EU bliver meget berømmet i rapporten, en naturlig følge af Danmarks medlemskab av unionen, men som jeg kom til at sige ved et nordatlantisk fiskeriministermøde i Malta i 2008, så har det været et gevaldigt problem, at de, der kun kender et levende dyr fra et dødt produkt i en Burger bar, alt for længe har været styrende i politikken vedrørende misforstået bæredygtig fiskeri og fangst i havene nordpå. Sælen og grindehvalen er de bedste eksempler. Det kan bevises, at fangsten har været bæredygtig, men overvejende økologiske religiøse anskuelser i Europa, der har haft til sigte at afgøre, hvem der nu engang skal fredes i fødekæden, har virkelig klaret at transformere deres naturstridige meninger ind som potens i den politiske virkelighed, der sidenhen har været en pestilens for Kongeriget for så vidt angår Grønland og Færøerne.

 

Det er med glæde at man konstaterer, at aktørerne omkring Arktis agter at fremme en bæredygtig udvinding av ressourcerne i området. Det tog sin tid at finde ud af forvaltningen, efter udvidelsen af fiskerigrænserne til 200 sømil, men efterhånden har de fleste fundet ud af nødvendigheden i, at leve i pagt med naturen og ikke i strid med den biologiske virkelighed. Og det medfører altså balance i fødekæderegnskabet, – også hvad angår sæl og grindehval. I 2015 undertegnede de fem arktiske kyststater, herunder Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland, en erklæring om eventuelt fremtidigt fiskeri i højsødelen af Det Arktiske Ocean. Man ønsker en forvaltningsaftale førend der indledes fiskeri i farvande, der kan åbne sig i kraft af isens forsvinden i fremtiden. Indtil nu har der været tre møder angående forvaltningen i USA og Canada og det næste møde vil finde sted i Færøerne i kommende måned, med deltagelse fra USA, Rusland, Canada, Kongeriget for så vidt angår Grønland og Færøerne, Norge, Island, Japan, Kina og Sydkorea samt EU.

 

Sidst i redegørelsen bliver Færøerne nævnt i to sammenhænge. Det har noget med handelsaftaler at gøre. Hvorfor Tyrkiet-aftalen bliver nævnt explicit er ikke til at vide, men da handelsaftalerne med EU bliver nævnt, og det bliver sagt, at Færøerne nu har indgået en dialog med Kommissionen om en mulig modernisering af den eksisterende handelsaftale med EU, må det betragtes som et signal om, at der er liv i processen. Ifølge manus har danske myndigheder over for parterne støttet det færøske ønske desangående. Det er med stor forventning at vi imødeser denne modernisering, idet den givet vil bidrage væsentligt til produktionsudviklingen og dermed den økonomiske vækst i Færøerne. Den levende ressource i havet er vores økonomiske anker og mulighed, og des bedre adgangen til købermarkedet er, des bedre muligheder har vi for at overleve i det barske område i Arktis.

Efter at have oplevet krigsskuepladsen i det kolde nord i efterkrigstiden, kan man nu konstatere, at kemien indtil nu holder i forsøget på at fremme forståelse for nødvendigheden af, at samarbejde i et så stort og på mange måder ømtåleligt naturområde, som nordpol egnen er, er nødvendigt, for at bjærge denne del af Kloden for vores efterkommere. En enlig svale som Donald Trump´s statement om, at han som mulig amerikansk præsident efter valget den 8. november vil stoppe bevillingerne til klimaforskning, og evt. agter at drage USA ud af klimaaftalerne, er vel ikke en mulighed man kalkulerer med længere. Den primitive snak har Arktis i hvert fald ikke brug for. Vi har derimod brug for at forberede os til fremtiden i en seriøs udveksling af synspunkter imellem parterne, der i verdenssamfundet har Arktis som ansvarsområde.

 

Roald Amundsen havde ret, da han kom med udtalelsen om årsagen til hans sejr over Sydpolen og Robert Falcon Scott. Forberedelserne var altafgørende, og alligevel blev sejren som oftest takseret som held, af dem, der ikke var involverede. Det modsatte var gældende for den tabende, han havde selvfølgelig været uheldig i forløbet. Som repræsentant for Tjóðveldisflokkin støtter jeg forsøget på at samarbejde om en bæredygtig udvikling i Arktis, dette vil givet være endnu en fremtidig mulighed for at styrke det økonomiske fundament under den kommende færøske Republik.

 

 

 

 

 

Tórbjørn Jacobsen

Deil hesa grein umvegis
468 ad
X