Det var jo et af mottoerne blandt de romerske senatorer frem mod Romerrigets fald, og det har også været det credo, som har styret verden ud i den nuværende finansielle, økonomiske og økologiske krise – Salve lucrum! – hvor profitten uden hensyn til, hvor den kommer fra, uden hensyn til, hvad der skaber værdierne, uden hensyn til, hvad der kan reproduceres, og uden hensyn til grænserne for profitstyret vækst, har ødelagt klodens økologi og klima.
Det har ikke været frihed under ansvar, det har været frihed for de få til at jage en kortsigtet profit og spekulation med fiktive værdier uden noget som helst ansvar over for andre og slet ikke for konsekvenserne, oprydningen og regningen efter festen.
Det bliver efter min mening en meget lang inkubationstid, der skal til for at ændre de strukturer og produktionsformer, der har fulgt denne frihed uden ansvar for de få – og der findes intet kvikfiks. De nordiske lande kan starte rejsen her, og de har gode forudsætninger for at ændre de strukturer, der skal til for at skabe bæredygtige demokratier og bæredygtige økonomier i en økologisk balance. Der er jeg helt enig med statsministeren.
Rejsen skal også starte her for landene i Nordatlanten. Selv om Nordatlanten ifølge dansk opfattelse er en meget stor del af dansk territorium, fylder det ikke meget i debatten, men man kan jo sige, at vi ligger midt i stormens øje, når det gælder klimaændringer, omlægning til økologiske produktionsformer og en udnyttelse af ressourcerne, der er bæredygtig. Vi satser jo i Færøerne på at få lavet en slags nordatlantisk alliance, både når det gælder vores tilgang til bindende klimamål, og ikke mindst når det gælder en stor omlægning i vores fiskeri og udnyttelse af vores naturlige ressourcer – det skal jeg vende tilbage til.
Statsministeren lægger i sin redegørelse vægt på frihed – og frihed under ansvar. Jeg er helt enig med ham i det mål, og jeg vil endda sige, at ansvar jo er forudsætningen for frihed, for ellers bliver det bare frihed fra noget og ikke frihed til noget. Dette frihedsideal eller frihedsmål må jo gælde i alle forhold såvel i daglig indenrigspolitik som i udenrigspolitik.
I udenrigspolitikken er Danmark jo stadig væk en aktør, der også agerer på Færøernes og Grønlands vegne, og jeg vil da sige helt klart, at jeg ikke kan se nogen frihed under ansvar, når det gælder store dele af Danmarks nye udenrigspolitik.
Danmark deltager i en Irakkrig på et tvivlsomt mandat, for at sige det mildt, for at sikre friheden for Danmark og for verden og sikre demokrati, men når konsekvenserne skal tages, fralægger man sig ansvaret og tager friheden fra de folk, der er ramt af den selv samme handling. Jeg synes, det er sølle, og jeg vil i samme ombæring opfordre til, at hele udlændinge- og flygtningedebatten i Danmark skifter spor, for i økonomiske krisesider er der utrolig kort vej til, at den harske debat bliver til en stigmatisering og en udpegning af syndebukke også for økonomiske problemer for almindelige mennesker i hverdagen. Det er et problem, der ikke bare gælder Danmark, men hele Europa i øjeblikket.
Frihed, ansvar og demokrati er jo også selve de grundlæggende spørgsmål, når vi taler om forholdet mellem Danmark og de to lande i Nordatlanten. Se, jeg er nu overbevist om – det har jeg nævnt flere gange – at inde bag statsministerens panser bor der en person, der vil ud, og som i hvert fald fuldt ud støtter op om færøsk selvstændighed.
Det er han jo oplært til, men han kan måske ikke gøre det på grund af sin stilling og sine bindinger ellers, for princippet er jo det samme: Vi må tage ansvar for at blive fri. Vi kan ikke sige, at frihed under ansvar skal gælde i dansk indenrigspolitik og i store dele af verdens spørgsmål, men at når det gælder Færøerne, skal vores frihed bestå i, at vi lægger ansvaret fra os, ansvaret for vores økonomi og for vores egne fejlhandlinger og også ansvaret for vores deltagelse i udenrigspolitik.
Jeg tror egentlig, at statsministeren er enig med mig i det, men han bliver nødt til sige noget andet, og jeg regner også med, at han vil sige det, når min ærede kollega fra Færøerne kommer op og siger det modsatte, nemlig at vi har det så svært i Færøerne, så nu må vi lægge ansvaret over på Danmark både for økonomien og for de store spørgsmål i den globale udvikling.
Jeg troede egentlig, at statsministeren, da han pludselig udtalte: Lad os slippe friheden løs, så ville nævne Færøerne, men det var altså den offentlige sektor, han mente i denne ombæring. Men jeg vil dog rose statsministeren for, at de sætninger, han havde om Færøerne og Grønland, ikke var de samme gentagelser, som vi har hørt de sidste mange, mange år. Der var nye toner at høre, kan jeg i hvert fald læse mig til, og jeg synes, at vi er meget på linje med hensyn til det her med at løsne de bånd, der snærer, og tage ansvar. Nu venter jeg bare på, at statsministeren også bruger ordet loysing. Det betyder løsrivelse, man egentlig betyder det bare at løsne op for noget, og det er den udfordring, vi kommer til at stå med her i den kommende tid også i Færøerne.
Demokrati er jo også det, det handler om, og vores mål om færøsk demokrati og ansvar handler ikke om at skælde ud på Danmark, men vi må bare konstatere, at det ikke er demokrati, når store spørgsmål bliver afgjort af et andet demokrati end dem, vi selv har valgt i Færøerne. Den danske landfoged på Færøerne har lige lavet en stor omlægning af politiet på Færøerne efter den danske model med politireformen, uden at man har spurgt en eneste færøsk politiker, kommunalpolitiker eller nogen som helst. Det er jo ikke demokrati.
Det er heller ikke demokrati, når Danmark træffer afgørelse om, hvornår man skal gå i krig, eller i det hele taget det udenrigspolitiske spørgsmål, og det er heller ikke demokrati, når Danmark f.eks. siger, at det ikke kan lade sig gøre for Færøerne at ratificere FN's tillægsprotokol for handicapkonventionen, som Færøerne ønsker at ratificere. Det kan ikke lade sig gøre, fordi man åbenbart er forhindret af statsretlige grunde. Derfor er min opfordring stadig væk, at det at få løst selve spørgsmålet om fuldt demokrati for Færøerne og for Grønland også vil sætte Danmark fri til at handle i de store spørgsmål.
Lad os nu bare tage EU: Nu er Lissabontraktaten jo på vej til at blive ratificeret i alle EU-landene, og uanset hvordan man prøver at analysere den, vil den flytte mere udenrigspolitik og forsvarspolitik og store spørgsmål ned til EU. Dette er også et spørgsmål, som Danmark varetager på vores vegne, så det er et demokratisk underskud, hvis vi ikke får løst det her.
Det samme gælder klimaspørgsmålet. Jeg er helt enig med statsministeren og glad for, at han siger, at vi selvfølgelig skal samarbejde om både klimaspørgsmål og bankpakker og andet, men det skal være, ved at vi tager ansvar selv. Der har været en vis debat om, om det nu er sådan, at Grønland eller Færøerne ønsker at forurene mere. Jeg kan sige for Færøernes vedkommende, at vi ville ønske at blive direkte del i en klimaaftale, hvor vi sætter os meget høje mål for reduktion at vores udslip på alle de vigtige områder, men vi har jo det problem, at hvis – eller når – der bliver en olieudvinding i Færøerne, jamen så bliver vi nødt til at have en speciel ordning for det.
Jeg anerkender, at det kan være svært for Danmark at tale om det her op til det store klimamøde, hvor Danmark skal gå forrest. Det ville være langt nemmere, hvis Færøerne og Grønland lavede deres egen aftale i en nordatlantisk alliance, mens Danmark frit kunne lave sine egne aftaler. Så jeg opfordrer endnu en gang til, at statsministerens ord om frihed under ansvar, eller om, at ansvaret er forudsætningen for friheden, også må komme til at gælde i forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland, og jeg hilser velkommen, at vi skal til at løsne det bånd, der snærer.
Det føles for os specielt i udenrigspolitikken, som om vi nogle gange skal ud at spille en fodboldkamp i en spændetrøje, og det er altså meget svært. Det kan også nogle gange føles, som om vi står og varmer op på sidelinjen, men ikke kan gøre andet end at heppe på det danske hold inde på banen. Det vil vi gerne, men det røgter ikke altid vores interesser.
Så dette er stadig væk hovedspørgsmålene, som vi også i Den Nordatlantiske Gruppe fremover vil samarbejde om. Vi har lige indgået en ny samarbejdsaftale og har sat vores mål, der altså handler om frihed, selvstændighed, solidaritet og synlighed, på dagsordenen, og vi tager alle disse spørgsmål op både i de kommende folketingsår og i hele den her kommende folketingsperiode.
Viðmerkingar frá forsætisráðharra Lars Løkke Rasmussen
Lad mig starte med indledningsvis lige at gøre nogle bemærkninger til de nordatlantiske medlemmer af Folketinget. (…)
Hr. Høgni Hoydal efterlyser loysing, hr. Edmund Joensen efterlyser samband, og jeg er i princippet til det hele – sådan at forstå at spørgsmålet om Færøernes indplacering i rigsfællesskabet jo først og fremmest er et færøsk anliggende. Vi skal, som jeg sagde i forgårs, løsne de bånd, der snærer, og fastholde og knytte dem, som vi i fællesskab finder relevante. Også her er klimasagen jo et sådant fælles bånd, og også over for Færøerne tilbyder jeg og regeringen et tæt og tillidsfuldt samarbejde. Det er bl.a. manifesteret, at det samme gælder med hensyn til Grønland ved en fælles tilrettelæggelse af en række sideevents ved klimatopmødet i København.
Det betyder også, skal jeg sige til hr. Edmund Joensen, at jeg i forhold til tanken om eventuelt færøsk EU-medlemskab må sige, at også den sag jo er en sag, der skal initieres fra Færøerne. Hvis man træffer en sådan beslutning, vil vi selvfølgelig indtage en positiv position og medvirke, sådan som vi også har valgt at gøre det i forhold til den islandske beslutning.
