Friedrich Nietzche formulerede i sin tid det filosofiske krav om en “omvurdering af alle værdier”. Det var ikke de økonomisk-materielle værdier, han hentydede til. Men om noget kan vi sige, at den aktuelle finanskrise og økonomiske krise har – som andre lignende kriser før denne – ført til en omvurdering af alle værdier. I første omgang de økonomiske finansielle værdier, med det totale kollaps i finanssektorens korthus og papirklip. Alle værdier omvurderet fra den ene dag til den anden.
I anden omgang med vore demokratiske systemers kapitulation overfor kraften i det finansielle systems magt. Først har demokrati og folkestyre været sat i skak af kravene om finanskapitalens fri bevægelighed og ret til utæmmet ekspansion og spekulation. Og siden bliver demokrati og folkestyre sat skak mat, når man skal redde og rydde op efter det selv samme system, som har krævet mindst mulig indblanding fra demokratiet og fællesskabet.
Vi har således set en uhørt spekulation med og nærmest manisk tro på fiktive værdier, der i virkeligheden har omfordelt alle værdier og ressourcer over hele kloden til de få på bekostning af de mange. Fællesskabet og demokratiet er systematisk blevet udgrænset i den såkaldte højkonkonjunktur og vækst for de enkeltes vinding. Og nu hvor fællesskabet og demokratiet pludselig bliver tigget om hjælp og skal tage over, er det særdeles afgørende, hvilke virkelige værdier vi lægger til grund for den kommende politik og demokratiske udvikling.
Den omvurdering af alle værdier, der har fundet sted i det finansielle kollaps, har ramt hårdt. Ikke blot hos visse spekulanter og koncerner, men særlig hos de enkeltpersoner, der nu rammes af følgerne. Over hele kloden hårdest, og i vore nærsamfund med arbejdsløshed, tabte opsparinger og faldende værdier. Og det er baggrunden for og intentionen bag folkestyrets forsøg på at afbøde virkningerne og komme igennem krisen.
Men samtidig rummer de offentlige redningsstiltag og offentlige stimulus til økonomien en stor risiko for, at en ny omvurdering og omfordeling af økonomiske værdier vil finde sted, i det øjeblik de finansielle markeder og den sovende kapital, der har råd til at vente, igen begynder at agere med fuld kraft. Og vi bør være klar til at agere i det politiske system, før vi igen overhales og bliver taget på sengen af de finansielle markeders uforudsigelige gøren og laden. Ellers kan vi hurtigt stå med ekstreme omfordelinger og nye fiktive værdier, der gennem bonusser, optioner og udviklinger på børserne igen samles på få hænder – og hvor offentlige redningspakker bliver omfordelt til få hænder og spekulation - stik imod de erklærede intentioner. Og vi risikerer hyperinflation og stærkt faldende realløn, når finansmarkederne ændrer sig igen.
Derfor bliver vi nødt til også at vurdere og omvurdere de værdier, som vores samfund skal bygge på i fremtiden. Vi har set, at de værdier, der ikke bygger på reel værdiskabelse og muligheden for at reproducere sig selv på et bæredygtigt grundlag, gang på gang hiver tæppet væk under fællesskabet.
At vi bygger en økonomi på kapital, hvorunder der ikke ligger en reel værdiskabelse, men blot indsprøjtning af penge og kreditter, der kun gælder så længe de fortsætter.
Vores pejlemærker må i stedet være at satse på det, vi med et samlet begreb kunne kalde “varige værdier”. Eller bæredygtige værdier.
Altså, at vore demokratier bevidst satser på den økonomi og det ressourceforbrug, der er i stand til at reproducere sig selv, uden rovdrift på mennesker og natur. At den “vækst”, der stadig rider os alle sammen som et mantra, kun har mening, hvis den bygger på et bæredygtigt økologisk grundlag med varige energikilder og konsekvent miljøpolitik. At vejen ud af krisen må bygge på et bæredygtigt socialt grundlag, hvor værdierne fordeles bredt. Og sidst, men ikke mindst, må vore tiltag bygge på visionen om bæredygtige demokratier. Altså folkestyre, hvor vi har både indsigt og virkelig indflydelse på udviklingen – og ikke blot står som tilskuere til de blinde økonomiske kræfters huséren med menneskers liv og fremtid. Vi må tage demokratiskt ansvar for alle de vigtigste faktorer i vores samfundsudvikling
Dette er i hvert fald de visioner mit parti har sat sig i Færøerne. Ikke blot efter den nuværende økonomiske krise, men efter det kollaps, vi gennemgik for 17 år siden, der havde præcis samme forløb som den finansielle, økonomiske, sociale og økologiske krise, som verden oplever i dag.
Vi havde bygget et samfund på det grundlag, at øgede danske tilskud og øget låntagning i udlandet – bygget på dansk kreditværdighed og på en integration i den danske finanssektor – kunne skabe vælfærd og værdier. Det var en spiral, der kun kunne svinge så længe der stadig blev tilført voksende tilskud og kapital udefra. Der var ingen demokratisk kontrol og ansvar for det finansielle og økonomiske system. Det var kun de stærkeste enkeltindivider, der fik vinding ud af systemet. Og på dette grundlag byggede vi et erhverv, hvor vi præmierede øget rovdrift på vore naturressourcer og spekulation. Da det hele kollapsede, kostede det en arbejdsløshed på over 25 % og masser af familier, der måtte flytte og gå fra hus og hjem. Reelt mistede vi 15 % af befolkningen. Med fuldt og helt bloktilskud.
Fællesskabet – altså alle borgere i Færøerne – måtte betale hele regningen for kollapset og bankerne. Og den dag i dag betaler både vi – men ikke mindst dem, der stod uden hus og hjem, men med hele gælden – af på dette tragiske forløb. Vi havde ikke bygget på varige værdier, men på kortsigtet spekulationsgevinst og tilskud, som vi faktisk ingen demokratisk indflydelse havde på. Det såkaldte bloktilskud har således præcis den samme virkning som fiktiv spekulationskapital, der sprøjtes ind i et samfunds økonomi.
Derfor siger den færøske selvstændighedsbevægelse: Vi må selv tage ansvar for, at det ikke kan ske igen. Vi må selv tage ansvaret for vores økonomi og for vores samarbejde med verdenssamfundet. Vi må bygge på de værdier, som vi har indflydelse på, og som kan reproduceres. Vi må bygge et solidarisk samfund, hvor vi ikke sender regningen for de svagestes velfærd til Danmark, men selv betaler solidarisk til fællesskabet. Hvor de bredetset skuldre bærer for de smallere. Vi må lægge penge til side i en økonomisk fond, når vi pludselig får stigende indtægter af f.eks. naturressourcer eller salg af offentlig ejendom, der ikke er varige. Vi må omlægge vores fiskeripolitik og ressourcepolitik til økologisk bæredygtighed. Og vi skal ikke som op gennem hjemmestyrets historie, fralægge os muligheden for at tage del i internationale aftaler og udvikling til gengæld for et tilskud, der er blevet brugt til at fratage os selv og det færøske erhvervsliv ansvaret for en solidarisk finansiering af velfærds- og uddannelsesopgaver.
Dette er også baggrunden for, at vi igen på dette års danske finanslov finder Færøerne på side 253 til side 254 i forslaget. Her står det såkaldte “generelle tilskud Færøernes hjemmestyre”. Pålydende 615,5 millioner kroner.
Dette såkaldte tilskud er reelt mere end halveret siden 2001. Da besluttede vi ensidigt at skære ca. 400 mio. af tilskuddet og fastfryse det på det samme nominelle kronebeløb – det vil sige uden regulering for pris- og lønudvikling. Hvis vi ikke havde taget dette skridt, var tilskuddet til Færøerne kommet op på 1,4 milliard for næste år. Så reelt har vi sagt nej til et beløb – som sammenlignet med den danske økonomi, som er ca. 120 gange større – ville svare til 120 milliarder kroner om året.
Det såkaldte blokstilskud til Færøerne på den danske finanslov udgør nøjagtig 0,1% - én promille – af den samlede danske finanslov. Og som jeg har sagt så ofte før: For én promille af den færøske finanslov køber Danmark sig til den internationale råderet over et område på kloden, der er dobbelt så stort som Danmark når vi regner land- og havområde med. Hvis Færøerne kunne gøre det samme, så ville vi for et beløb på 7-9 mio. kroner om året have højhedsretten over et område på størrelse med en stor bid af hele Skandinavien.
Men gudskelov for, at vi tog dette store skridt til at halvere bloktilskuddet og tage ansvaret for vigitge områder af vores samfund. Ellers ville den færøske økonomi for længst have kollapset fuldstændig igen. Men det klare ansvar og de klare visioner i den moderne selvstændighedspolitik førte til, at vi frem til 2004 nedbetalte størstedelen af den færøske udlandsgæld og lagde stor opsparing til side for at kunne klare svingene i en åben økonomi. Før brugte vi hver en krone og brugte alle tilskud – udover at vi lånte tilsvarende beløb i udlandet. Og når der så kom lavkonjunktur, stod vi uden handlemuligheder og med hatten i hånden.
I dag udgør bloktilskuddet kun ca. 5% af det færøske bruttonationalprodukt. Hvor det først i halvfemserne var over 20%.
På baggrund af nedbetalingen af gælden og opsparingen, har vi de seneste 5 år kunnet overleve en politik i Færøerne, hvor man igen har sluppet alle visioner og ansvar, og har pumpet store skattelettelser ud i en allerede overophedet økonomi og har præmieret øgede forbrugslån og spekulationslån. Og man har intet sparet op eller nedbetalt gæld af betydning. På trods af dette, har vi hidtil kunnet modstå enorme udsving i verdensmarkedspriser og store kollaps i vigtige erhverv, uden at få øgede tilskud udefra.
Derfor huer det mig selvsagt umådelig ilde, at vi nu igen ser en bevidst gentagelse af afhængighedsskabende strukturer mellem Færøerne og Danmark. De færøske banker er omfattet af bankpakkerne, uden at der er aftalt et ansvar og en indsigt for de færøske myndigheder. Den danske stat er i dag gennem bankpakke II medejer af Færøernes største bank, på trods af, at den færøske skatteyder har betalt hele regningen for den selv samme banks kollaps i 1992-93.
Vi hører den færøske regering fralægge sig ansvaret for udviklingen i Færøerne og siger bevidst, at den danske stat skal stå som garant for den færøske økonomi. Man forsøger at etablere flere og flere afhængigheder af danske systemer for erhvervsliv og finanssektor, som lægger hele udviklingen længere og længere væk fra det færøske demokrati og de færøske myndigheders ansvar. Og fra de færøske regeringspartier høres flere og flere forslag, hvor man skal bede om øgede tilskud fra Danmark for at finansiere egne valgløfter.
Hvis dette forsætter, vil vi igen bygge en økonomi på strukturer og værdier, der ikke er varige og som er udenfor demokratisk kontrol og ansvar. Hvor vi ikke fokuserer på vores egen omlægning til økonomisk og økologisk bæredygtighed – men dyrker vores eget manglende ansvar som begrundelse for hjælp udefra.
Dette vil vi som opposition i Færøerne kæmpe hårdt imod og i stedet tale for satsninger på solidariske løsninger, omlægning af vores ressourceforvaltning og vores ressourceforbrug, øget uddannelse og forskning – og ikke mindst, at Færøerne direkte deltager i nordiske og internationale aftaler, der viser en bæredygtig vej ud i fremtiden.
De nordiske lande har fremragende forudsætninger for at skabe bæredygtige, solidariske samfund, der bygger på varige værdier under demokratisk kontrol og ansvar. Energi, miljø, klima, naturressourcer og menneskelige ressourcer er de afgørende søjler under holdbare samfund, og de nordiske folk kan i tær samarbejde gå forud i kampen for ændringer og fokus på virkelige værdier.
Derfor vil jeg til slut tillade mig at fremføre en stor skuffelse over de nordiske landes manglende samarbejde, når det gælder læren af den nuværende krise og dens løsninger. Vore islandske frænder har – sammen med Irland og de baltiske stater – mærket de mest tragiske konsekvenser af troen på fiktive værdier og finanskapitalens hvirveldans på verdensmarkedet.
Men da den nordiske solidaritet skulle stå sin prøve, så valgte man ikke at lave en fælles nordisk hjælp til det islandske folk, som kunne have givet mulighed for at bygge på demokratiske og sociale værdier. I stedet er de store nordiske lande gået ind i en løsning sammen med verdensbanken og IMF, som lægger hele presset på det islandske velfærdssamfund og det islandske folk, der får regningen for enkeltpersoners og enkelte koncerners handlinger. Med simple krav om nedskærelser i de svageste gruppers grundlag og de fundamentale fælles opgaver.
Mit ønske er, at de nordiske lande benytter denne oplagte mulighed til at styrke sit samarbejde og at bygge en fælles platform for de varige og bæredygtige værdier.
