Statsministerens redegørelse var meget indenrigspolitik og meget mindre udenrigspolitik. Jeg noterer dog med tilfredshed, at statsministerens sætning om Færøerne faldt under udenrigsdelen. Det var vel en freudiansk fortalelse – “a freudian slip” – der indikerer statsministerens gode opdragelse i den færøske selvstændigshedstænknings grundlag, der jo bygger på internationalt ansvar, forpligtende samarbejde og solidaritet.
Jeg må dog også konstatere, at statsministeren er blevet mere grøn og går ind for genbrug – i hvert fald når det gælder sætningen om Færøerne og det såkaldte “rigsfællesskab”, hvor han jo valgte at genbruge de samme sætninger, som vi har hørt fra skiftende statsministre i adskillige år.
Det lyder jo næsten som om, at det såkaldte “rigsfællesskab” er et fænomen, der undgår al ændring, og som ligger udenfor verdens udfordringer – ja måske på en anden planet.
Og det i endda i en tid, hvor forandring og krise er den levede virkelighed – også i Færøerne.
Ordet krise har samme sproglige oprindelse som ordet kritik. Betydningen spænder jo fra det at gennemgå et afgørende forløb eller et vendepunkt i en udvikling – til betydningen at skille ad; at skelne, vurdere og revurdere.
I enhver krise og kritik er det afgørende om dens udfald leder til nye muligheder, nye erkendelser og nye handlinger – eller om den blot symptombehandles og leder til status quo og sygnen hen. Eller i værste fald, at den leder til direkte forfald og sammenbrud.
I dag står vi uden tvivl ved et af verdenshistoriens største knudepunkter. Hvor den globale økonomi og de globale magtstrukturer endnu engang har stødt på sine grænser, og hvor nu også verdens økologiske bæreevne har nået sine yderste grænser.
De seneste årtiers neoliberale, økonomiske feberdans og de sidste 8-10 års neokonservative ideologi i stormagtspolitikken, har været hoveddynamikken bag den nuværende globale krise. De har bygget på et verdensbillede, hvor hele verden skal skabes i vores eget billede til fordel for vores egen økonomi, for at fastholde vores velstand og afskærme os fra skærmydslerne i resten af verden og om nødvendigt med militærangreb. Og det har bygget på en aktivistisk afvisning af andre udviklingsmuligheder og af videnskabelige fakta om verdens bæreevne.
Vi befinder os i et intermezzo – i en slags limbo – hvor der, hvis der ikke reflekteres og handles nationalt, på verdensplan og i alle politiske enheder, nemt kan opstå nye krige og konflikter, internt i lande, mellem lande, mellem regioner, kontinenter og kulturer. Hvor yderligere fattigdom og humanitære katastrofer kan skabes i udviklingslandene. Hvor social fornedrelse kan bære brænde til yderligere fremmedhad og radikalisering i alle lande.
Men der også er potentialer til store ændringer. Specielt klimakrisen har ledt til et paradigmeskifte. Det grønne budskab og det økologiske verdenssyn, der i mange årtier var stemplet som outreret og flippet og forbeholdt langhårede venstrefløjstyper, er nu pludselig også blevet kernen i alle politiske og økonomiske kredse – også hos de nålestribede og ikke mindst hos dem, der kæmpede aktivt imod dette verdenssyn.
Danmarks rolle og ledelse ved klimatopmødet i København og forberedelserne dertil, fortjener al ros og opbakning. Udfaldet af en ny klimaaftale, er en af de afgørende faktorer for, om den globale krise leder til virkelige ændringer og nye udviklingsmuligheder, eller vi blot falder tilbage til gamle strukturer.
På plussiden tæller også, at verdens eneste supermagt har fået en ledelse, der endnu giver håb om forandring.
På negativsiden tæller, at de samme konflikter og uretfærdigheder i verdens magtfordeling, endnu er uløste og ser ud til at optrappes i det limbo, vi befinder os i.
Også det udkast til nye regler og regulering af finanskapital og hedge-fonde, der nu foreslås af EU-kommisonen, tæller på negativsiden. Det ser ud til, at man er i færd med at lave regler for udskiftningsbænken og for tilskuerne, mens spillet på banen fortsætter uden regler eller dommer.
De store prøvestene for forandring, bliver foruden en ny klimaaftale og omlægning til en grøn økonomi, at lave:
- Nye regler for verdenshandelen til fordel for de udbyttede lande;
- En økonomisk omfordeling globalt, hvor de rige lande sætter handling bag intentionerne fra det sidste G-20 møde;
- En løsning af Israel-Palæstina-konflikten med en reel palæstinensisk stat uden den indelukning og opsplittende bosætning, som stadig intensiveres:
- En fælles og FN-ledet håndtering af de væbnede konflikter i Afghanistan, Pakistan og af den optrappende krise på den koreanske halvø.
Skal håbet om forandring fastholdes, så bliver vi også nødt til at træde ud af den selvtilfredse og privilegerede rolle, hvor vi fastholder illusionen om, at vi blot kan leve afskærmet fra verdens konflikter og ændringer og at det ikke skal koste os noget at være en del af verden. Vi må også turde sige, at de kommende årtier og i dette århundrede, kan vi ikke fastholde et forbrug og en profitjagt, som vi har gjort i de foregående årtier. Vi må også turde sige, at vi kan ikke gå i krig på et forkert grundlag og så vende det blinde øje til de menneskelige konsekvenser for civilbefolkningen, der drives på flugt i årevis.
Jeg er rystet over det manglende politiske ansvar i Danmark for Irak-krigen og nu for de irakiske flygtninge, der har siddet her i så mange år i en flygtningelejr. Det vidner om en afskærmende holdning, hvor man udadtil følger politiske spor og ideologier, men indadtil vil holde konsekvenserne ude af øje og ude af sind.
Det er efter min mening gammelnationalistiske ideologier, om, at vi er bedre end alle andre, og at det gælder om dele verdens befolkning op i onde og gode - og at afskærme os fra dem, der vil “nasse på vores velstand”.
Jeg appellerer til, regeringen og andre partier om at frigør sig fra det verdensbillede. Der er for mig ingen tvivl om, at både i Danmark, I Norden, I Europa og globalt, ligger kimen til opsplitning, radikaliseringer og fremmedhad i den nuværende økonomiske krise og øgede ledighed. Den uforståelige retorik og symbolpolitik, med tørklædeforbud, afvisning af nye regler for flygtninge, og hadske udfald mod alle, der ikke ligner os eller vil skabes i vores billede – de bør imødegås målrettet og med klare strategier, hvis konfrontationer og radikalisering skal undgås.
Den samme gammelnationalistiske tænkning gælder også desværre endnu for Danmarks forhold til sine Nordatlantiske besiddelser. Her er alt afskåret, her rækker verdens ændring ikke til
Selv om Nordatlanten er en region, hvor de globale udfordringer er synlige og konkrete:
- Nordatlanten er et enormt spisekammer
- Klimaændringerne har sit udspring i Nordatlanten for en stor del
- Der er en stor kamp om ressourcerne.
- Ruslands genfundne rolle som stormagt, kommer til at få stor indflydelse på hele den Nordatlantiske region
- Nye energiformer er jo også åbenbare i Nordatlanten.
Derfor er det nødvendigt, at f.eks. Færøerne kan indgå i et forpligtende internationalt samarbejde, også på klimaområdet. Vi har behov for at føre vor egen udenrigspolitk og at indgå de traktater og aftaler, der kan etablere Nordatlanten som en region, hvor bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, fornybar energi, klimaændringer, civilt beredskab og sikkerhedspolitik og solidariske samfund, kan fremtidssikre vores samfund i Nordatlanten og hvor vi kan gøre vores bidrag gældende til verdenssamfundet og verdensfreden.
Men de afgørende redskaber for vores udvikling, er præcis de redskaber, vi er afskåret fra, så længe man krampagtigt fastholder den danske enhedsstat. Der almindeligvis går under navnet “rigsfællesskab”.
Jeg må sige ligeud til statsministeren, han er nok klar over det, at siden selvstændighedsprocessen i Færøerne blev sat på parkeringspladsen i 2004, så har vi set de samme tendenser til økonomisk uansvarlighed, at man ligesom ser verdensudviklingen som ikke noget der ikke vedkommer os. Det kan kun lede til øgede konflikter, også i forholdet mellem Danmark og Færøerne fremover, hvor man håber at Danmark skal redde os ud af krisen og beskytte os imod den onde omverden.
Færøerne kan ikke leve i en osteklokke i den kommende tid - det kan intet land. Derfor må vi også i Færøerne træde ud af denne her selvtilfredse selvforståelse, hvor vi tror at verdensproblemer ikke vedkommer os.
Til sidst skal jeg hilse for Juliane Henningsen, vores grønlandske kollega, som jo er i valgkamp i Grønland. Jeg skulle sige, at i Grønland glæder man sig jo til at udfylde selvstyreaftalen og også til at deltage i forpligtende traktat om den kommende klimaaftale og københavnsmødet i december.
Og lad mig afslutningsvis hr. Formand sige, at dersom Færøerne ikke kan føre sin egen udenrigspolitik fremover, så får vi også enorme problemer, når Danmarks forhold til EU skal afklares i denne valgperiode som statsministeren har sagt. Og også hvor nu Island har et andet forhold til EU. Vi står stadig uden de redskaber og står stadig i en osteklokke og kan ikke deltage og adressere de udfordringer der kommer i forbindelse med et muligt Islandsk medlemskab og øget integration af Danmark i EU. Det er også en af grundene til at vi er nødt til at revurdere det her såkaldte “rigsfællesskab” som stadig er fastholdt i en gammel nationalistisk opfattelse af en dansk enhedsstat.
