Drømmen om et frit folk.

Det er en drøm, som halvdelen af Færøernes befolkning fortsat nærer, og for at forstå den må man forstå den særlige færøske historie og kultur. Mest af alt må man måske forstå, at færinger ikke er en slags reservedanskere, men et helt andet folk.
Folk bliver ved med at strømme ind i dette store hus i Tórshavn med udsigt over øen Nolsø. Ingen er ædru, nogle er meget fulde, andre blot lettere selskabeligt overrislede. Mange både mænd og kvinder bærer stolt nationaldragten, som fås i mange variationer. Det er Olavsøka, Færøernes nationaldag, hvor festen traditionelt tager tre dage.

Nej, vi har ikke noget som helst, som man kan sammenligne med i Danmark. Hvis man én gang for alle vil have bekræftet, at færinger og danskere er to forskellige folk, ligesom danskere og islændinge eller nordmænd for eksempel, så behøver man blot at deltage i Olavsøka.

Men på ét punkt halter sammenligningen: Norge blev selvstændigt for 100 år siden, Island under Anden Verdenskrig. Færøerne, derimod, er stadig en del af rigsfællesskabet, som det hedder i Danmark. I dette selskab siger man dog, at Færøerne stadig er en dansk koloni.

Tórbjorn Jakobsen, iført agtværdig nationaldragt, tager mobilen:

»Ja, hej«, siger han på færøsk og fortsætter: »Vi sidder her i revolutionens førerbunker. Ja, hos Jóanes Nielsen«, hvorefter han siger et eller andet, som jeg ikke lige får fat på, men han slår en skraldlatter op, så morsomt har det været. Eller også er alle bare ret lattermilde.

Nu er Tórbjørn Jakobsen ikke hvem som helst. Han sad i Folketinget fra 2001 til 2004 som afløser for den noget mere kendte Høgni Høydal – manden, der søgte at få løsrevet Færøerne dengang i efteråret 2000, da han var leder af delegationen, der forhandlede med Poul Nyrup Rasmussens sidste regering.

Høgni Hoydal fik ikke et ben til jorden.

Kravet om uafhængighed kombineret med en nedtrapning af bloktilskuddet over 12-15 år samt bibeholdelse af det royale fællesskab fik mange danskere til at ryste på hovedet – endnu en gang – over disse færinger.

Efter et par ydmygende møder måtte Hoydal og den færøske delegation pakke sydfrugterne og vende hjem. Den danske regering sagde simpelthen nej, og den ellers noget politisk slidte Nyrup fik en sjælden folkelig sejr.

Kort tid efter blev Høgni Hoydal formand for Lagtinget på Færøerne og trak sig fra Folketinget. Ind kom suppleanten Tórbjørn Jakobsen, som især ved afslutningsdebatten i 2003 tiltrak sig opmærksomhed ved at sammenligne den danske stats metoder med Machiavellis berømte strategi for politisk lederskab: Del og hersk. Han holdt sig heller ikke tilbage for at sammenligne Danmarks forhold til Færøerne med kommunistiske styreformer og kaldte decideret 1990erne for »Nyrups rædselsregime«.

Hårde ord. Og typisk færøske ord. Færøske republikanere som Tórbjørn Jakobsen og Høgni Hoydal har aldrig været bange for at tage bladet for munden, selv om Hoydal er noget mere diplomatisk.

Siden har alt stort set været tavshed – i hvert fald i Danmark. Men hvis det får danskerne til at tro, at Færøerne nu og for altid har droppet kravet om selvstændighed, kan de godt tro om igen.

En noget mere fredelig stund sidder vi tre mennesker i det store hus, »revolutionens førerbunker«, som Tórbjørn Jakobsen kaldte det med et glimt i øjet. Det er ejet af førnævnte Jóanes Nielsen, som i Danmark kun er kendt af de mest velbevandrede i nordisk litteratur.

På Færøerne er han kendt af alle og enhver som måske den mest radikale digter, Færøerne til dato har fostret. Som ung mand blev han ved et slag landskendt, fordi han i 1973 på 1. Maj lod sig binde til et kæmpestort kors og kun iført lændeklæde lod sig hejse op på en af Tórshavns centrale pladser.

Siden har han skrevet mange digtsamlinger, skuespil og romaner. Et par stykker er oversat til dansk. Fællesnævneren kunne være hårde udfald mod både de danske og de færøske politikere, kristen kræmmermentalitet og ganske almindelig grådighed, indavl og korruption. Men det er kombineret med en lyrisk følsomhed, der ikke viger tilbage for hverken det guddommelige eller den kvindelige ynde. Som han engang sagde til mig: »Danske kvinders røv lugter af jordbær. Færøske kvinders røv lugter af hav. Jeg foretrækker hav«.

Den tredje mand hedder Lars Moa, og han er Jóanes Nielsens norske oversætter. Vi sidder i »kaptajnskahytten«, Jóanes Nielsens arbejdsværelse, således benævnt fordi huset tilhørte den engelske kommandant på Færøerne under Anden Verdenskrig, Her kunne han holde øje med bevægelserne på havet ud for Tórshavn, og den udsigt passer også Jóanes Nielsen meget godt, gammel sømand som han naturligvis også er. For et par måneder siden legede et par spækhuggere katten og musen med en flok edderfugle, som ved den lejlighed blev kraftigt decimerede.

De hårde ord fra folk som Jóanes Nielsen og Tórbjørn Jacobsen, og som mange danskere ofte bliver stødt af, har sin naturlige forudsætning i den historisk set meget barske tilværelse, som færingerne har fristet heroppe i over 1000 år. Sammenligningen mellem jordbær og hav ligger lige for: Der er ikke meget Michael Anchersk duftende have med sommerklædt ung pige over Fær­øerne.

Men hvad har det med selvstændighed at gøre?

Den norske oversætter Lars Moa rømmer sig.

»Spørgsmålet er, om danskerne overhovedet ved, hvad det er at være en koloni. I har jo aldrig prøvet det«, siger han, og fortsætter trods indvendinger om besættelsen og Sønderjylland. Det er ikke det samme. Med Sønderjylland var det et nationalt nederlag tilføjet på grund af tidligere national overvurdering af egne kræfter. Danmark forblev en selvstændig nation. Besættelsen er et bedre eksempel, men Danmark blev jo frit igen, og det tog ikke lang tid, for de første modstandsfolk etablerede sig. Færingerne mobiliserede i øvrigt også mod danskerne efter Anden Verdenskrig i den berømte Klaksvig-affære, hvor Danmark så sig nødsaget til at sætte flådefartøjer ind.

Det er lige her, at debatten om selvstændighed begynder at blive skinger. For selvfølgelig vil folk som Tórbjørn Jakobsen og Jóanes Nielsen ikke sammenligne Danmark med Nazityskland. Men når Tórbjørn Jakobsen taler om »Nyrups rædselsregime«, så ligger den jo lige til højrebenet: De er rabiate, de færøske nationalister.

Så spørgsmålet hænger stadig i luften her i kaptajnskahytten, der ikke ligefrem emmer af officersdisciplin. En gammel støvsuger trækker et hvidt spor hen over skråvæggens mylder af gamle billeder og plakater, et isbjørnekranie griner, en mumificeret kat hænger på væggen og en tandbørste er blevet udstyret med vinger af tyl. Nu er den en lattermild parodi på en guldsmed.

Naturligvis kan danskerne ikke lide at blive kaldt kolonisatorer, for det ligger meget langt fra vores selvforståelse. Tværtimod har vi taget færingerne under vores beskyttelse i rigsfællesskabet på samme måde som med grønlænderne. Vi er gode, og de færinger, der ikke kan forstå det, er utaknemmelige. Det er på en måde det samme som den nationale selvforståelse om det danske engagement i Irak-krigen. Vi kan ikke forstå, at andre folkeslag ikke nødvendigvis sætter pris på vores opfattelse af godhed.

Problemet er, at vi taler ud fra to vidt forskellige udgaver af virkeligheden.

Lars Moa oversætter for eksempel Jóanes Nielsen til nynorsk, ikke til det meget mere udbredte bokmål, der slægter dansk meget mere på. Men efterhånden er han en af de Sidste Dages Hellige, der udgør ca. 20 procent af befolkningen. Den 100 år gamle norske sprogstrid er ved at være afgjort til fordel for bokmålet, og der er tale om at droppe nynorsk i folkeskolen. Men for Lars Moa er det et spørgsmål om oprindelighed – og til dels også selvstændighed. Hvorfor skal det norske skriftsprog være en slags tillempet dansk? Det er en reminiscens fra den danske kolonitid. Punktum.

Jóanes Nielsen, i dette selskab af en repræsentant for kolonimagten, en fra den tidligere og en fra den nuværende koloni, for nu at blive i denne forståelsesramme, føler trang til at opresumere.

»Det er rigtigt, at debatten om færøsk selvstændighed er usynlig i Danmark og i en vis udstrækning også på Færøerne i dag. Men der skete helt sikkert et skred i den færøske befolkning efter bankkrisen i 1990erne, som svarer til skreddet efter Anden Verdenskrig«.

Under krisen i 1990erne følte de fleste færinger, at Danmark for alvor optrådte som kolonimagt og ikke blot satte Færøerne under økonomisk administration, men endog nedsatte en følgegruppe med repræsentanter fra Den Internationale Valutafond, IMF.

Som om Færøerne var et uland!

Og den danske udlægning? Vi hjalp Færøerne igennem krisen. De burde være taknemmelige.

Hvis man vil forstå den færøske selvstændighedsbevægelse, kan man stille sig selv et enkelt spørgsmål: Hvordan ville vi have det, hvis vi ikke selv bestemte over alle forhold i vores eget land – med behørig respekt for de magtpolitiske realiteter i forhold til andre lande og internationale sammenslutninger, naturligvis.

De færreste ville sikkert bryde sig om det – tag bare de seneste snart 40 års debat om EU. Tilbage står så argumentet om, at »det er noget andet med Færøerne«. Og det er det da også. Færøerne er en lilleputnation på 50.000 mennesker, som – og det er her, det begynder at stramme til – ikke er en slags reservedanskere på nogle indtil 1970erne uvejsomme øer i Nordatlanten.

Og nej – det har ikke noget at gøre med, at færinger ikke kan lide danskere, nærmest tværtimod. Men selvstændighedsfortalerne ønsker, at mødet foregår mellem lige og værdige mennesker, som det ofte gentages.

Færingerne er et andet folk, ganske enkelt, som historisk set har haft, og stadig har, en ganske anden historie, natur og mentalitet end den danske. Færingers forhold til historien er radikalt anderledes; den mundtlige fortælletradition lever stadig i bedste velgående. Ofte går det først op for den besøgende dansker, at en bestemt god historie ikke var for et par år siden, men for eksempel i 1720. Færingerne kender hinanden og er afhængige af hinanden på godt og ondt. Når nogen dør, kender man vedkommende – eller kender nogen, der kender ham.

Derfor er døden og tragedien også meget mere nærværende på Færøerne. Gråden – og for mange dermed også grinet og groteskerne som en måde at leve med det på – er tættere på.

Det barske liv på øerne er ikke engang en generation væk. Det er fristende at konkludere, at de mere frygtsomme færinger ikke ønsker selvstændighed, mens de stærke og hårdføre gør det. Angsten for sult og isolation ligger lige under overfladen hos mange. Den færøske befolkning er delt i to næsten lige store halvdele i spørgsmålet om selvstændighed. Sådan har det været lige siden Anden Verdenskrig.

Men noget sker der. Færingerne, og især de unge, er blevet en del af globaliseringen. Alle har internet og mange orienterer sig i stigende grad mod London, Dublin og New York i stedet for København. Økonomien boomer, men tilsyneladende på et langt sundere fundament end dengang i 1990erne.

Ønsket om selvstændighed sover kun rævesøvn. Og i nærmest al stilhed overgik folkekirken på Færøerne til færingerne selv på Olavsøka. Nu er det færingernes egen folkekirke – hvilket for eksempel betyder, at homoseksuelle vielser ikke vil finde sted på Færøerne.

Kelda: Berlingske Tidende