Dato: 4. november 2008
Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. 1 - 5 (UFF alm. del.)
stillet af Udvalget vedrørende Færøske Forhold den 24. oktober 2008.
Spørgsmål 1:
Ministeren bedes oplyse, hvorfor Færøerne og de færøske myndigheder er nævnt i den
Grønlandske-Danske Selvstyrekommissions betænkning?
Svar:
Betænkningen fra Grønlandsk-dansk selvstyrekommission indeholder i sit forslag til
lov om Grønlands Selvstyre en omtale af Færøerne i forbindelse med videreførelsen af
den fuldmagtsordning, som har været gældende for Grønland og Færøerne siden juni
2005.
Fuldmagtsordningen giver Færøerne og Grønland mulighed for at forhandle og indgå
folkeretlige aftaler i forening, hvis begge landsstyrer beslutter sig herfor. Både den
færøske og den grønlandske fuldmagtslov fra 2005 indeholder bestemmelser herom.
Det fremgår af Selvstyrekommissionens betænkning (side 68), at ”Selvstyrekommissionen
har lagt betydelig vægt på, at selvstyreloven indeholder forslag til en samlet ordning,
hvor de væsentligste aspekter af Grønlands deltagelse i udenrigspolitikken udformes
i sammenhæng.” Endvidere fremgår det (side 69) vedrørende kommissionens
forslag til fuldmagtsbestemmelserne, at disse ”bygger på fuldmagtsordningen”, samt
(side 70) at ”Forslaget indeholder på dette punkt en række formuleringsmæssige ændringer
i forhold til den gældende ordning i fuldmagtsloven, uden at der dermed er tilsigtet ændringer i retstilstanden. Adgangen til at forhandle og indgå folkeretlige aftaler
på rigets vegne uden udenrigstjenestens medvirken er således undergivet de samme
rammer og forudsætninger, som under den nuværende ordning.”
Det er således Selvstyrekommissionens forslag, at bestemmelserne fra fuldmagtsloven
for Grønland, herunder mulighederne for at Grønland og Færøerne kan forhandle og
indgå folkeretlige aftaler i forening, hvis begge landsstyrer beslutter sig herfor, indarbejdes
i loven om Grønlands Selvstyre. Fuldmagtsloven for Grønland foreslås som konsekvens heraf samtidig ophævet.
Resultatet af Selvstyrekommissionens arbejde, som regeringen og Grønlands landsstyre
er enige om at fremme, vil således ikke indebære ændringer vedrørende fuldmagtsordningen.
De færøske myndigheder er inddraget i forbindelse med høringen af Færøernes landsstyre
den 18. oktober 2008 over udkast til lov om Grønlands Selvstyre og udkast til lov
om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, jf. § 7 i lov om Færøernes
Hjemmestyre. De færøske myndigheders høringssvar foreligger ikke på nuværende
tidspunkt.
I et brev af 17. oktober 2008 til lagmanden har jeg i øvrigt redegjort for spørgsmålet
om medtagelse af fuldmagtsbestemmelserne i udkast til lov om Grønlands Selvstyre.
Jeg vedlægger til orientering kopi af mit brev til lagmanden.
Ud over omtalen af Færøerne og de færøske myndigheder i relation til fuldmagtsbestemmelserne
henviser Selvstyrekommissionens betænkning visse steder til rent faktuelle
forhold vedrørende Færøerne.
Spørgsmål 2:
Ministeren bedes oplyse, hvilke juridiske bemyndigelser danske myndigheder har, når
de indgår aftaler med grønlandske myndigheder, som nedfælder færøske aktiviteter i grønlandsk lovgivning?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af udvalgets spørgsmål 1.
For så vidt angår de danske myndigheders lovgivningskompetence er denne reguleret i
grundloven. I relation til Færøerne og Grønland gælder yderligere henholdsvis lov om
Færøernes Hjemmestyre og lov om de færøske myndigheders overtagelse af sager og
sagsområder samt lov om Grønlands hjemmestyre. Hjemmestyrelovene indeholder bestemmelser om høring af hjemmestyrerne.
Spørgsmål 3:
Ministeren bedes oplyse, om danske myndigheder har fået bemyndigelse fra færøske
myndigheder til at indgå disse aftaler med Grønland?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af udvalgets spørgsmål 1.
Spørgsmål 4:
Ministeren bedes oplyse, om de færøske myndigheder er blevet hørt, i forbindelse med at disse formuleringer blev vedtaget i forhandlingerne?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af udvalgets spørgsmål 1.
Spørgsmål 5:
Ministeren bedes oplyse, om færøske myndigheder for fremtiden kan forvente, at danske
myndigheder indgår lignede aftaler på vegne af Færøerne, uden en bekræftelse fra
Færøerne?
Svar:
Inddragelse af de færøske myndigheder i spørgsmål om lovgivning i relation til Færøerne sker i henhold til hjemmestyreloven og administrativt fastsatte regler m.v., jf. bl.a.
den praksis, der har udviklet sig i samarbejdet mellem regeringen og landsstyret.
De færøske myndigheder vil også i fremtiden blive inddraget i disse spørgsmål i henhold til gældende regler og praksis m.v.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets spørgsmål 1.