Fyrilestur sum Tórbjørn Jacobsen helt á vinnuráðstevnu í Løkshøll í Runavík seinrapartin ígjár. Ráðstevnan var partur av átakinum FAROEXPO og Mentanarvikuni í býnum. Fyrireikararnir høvdu álagt fyrilestrahaldaranum at hugleiða um bundna evnið: "Einar Føroyar uttan fiskivinnu - svart hav." Málið á ráðstevnuni var norðurlendskt, tí er fyrilesturin skrivaður á donskum og var hann hildin á tí vanliga skandinaviska blandingsmálinum hjá føroyingum.
”. Den første færing, som opnåede denne store hæder, at få dette nyord hægtet på sin professionstitel var fiskeribiologen Jákup Sverri Joensen, der blev ansat som leder ved havforskningsinstituttet for godt og vel et halvt århundrede siden. Blader man i telefonbogen anno 2011, kan man med det samme konstatere, at hver anden færing nu har været igennem en så enorm akademisk transformation, at vedkommende kan titulere sig med ordet ”frøðingur”. Akademikere, sygeplejersker, pædagoger, seminarister og derudover venter vi nu, med stor spænding på, at også vores fiskeskippere skal have en universitetsgrad, for at finde ud af hvor torsken gemmer sig i det mægtige hav, der omringer øerne.
Jeg er ikke i stand til at regne rummålet ud, da jeg ikke kender bundforholdene og den gennemsnitlige dybde i hele området, men ifølge pålidelige kilder, er Færøerne i besiddelse af en havoverflade på omkring 275.000 km2. Et reservoir af gigantiske dimensioner. I særdeleshed sammenholdt med størrelsen af landets fysiske størrelse på ca. 1400 km2. Da landjorden kun repræsenterer 0,5% af den samlede geografiske størrelse, skulle det være unødvendigt at fortælle, at havet og øernes befolkning er i et slags skæbnefællesskab. Som supplerende oplysning skal tilføjes, at ifølge den dansk-færøske ordbog skal en ”frøðingur” forstås som en lærd mand, en videnskabsmand, en forsker.
Da VRG-erhvervsrådgiverne i Runavík spurgte, om jeg kunne holde et foredrag, med den prædestinerede overskrift: ”Einar Føroyar uttan fiskivinnu - svart hav!”, blev jeg lettere omtumlet. Det er jo således, at størstedelen af Færøernes erhvervsgrundlag svømmer i havet omkring os, og efter udvidelsen af fiskerigrænsen til 200 sømil i 1977 kan man stort set konstatere, at dette er eller har været vores eksistensgrundlag. I hvert fald i erhvervsmæssige henseender. De fiskerettigheder vi endnu har ved andre landes kyster oppebærer vi i kraft af ombytning i bilaterale aftaler. Derudover kommer de pelagiske forekomster, som i ”normale” tider bliver delt efter et forhandlet nøglesystem imellem kyststaterne og dertil nogle specifikke historiske rettigheder ved New Foundland, ved Flemish Cap og i havet omkring Island.
Når man er opvokset i et miljø, der så brutalt er påvirket af den naturlige ressource, der svømmer i havet ved vores kyster, så virker overskriften overvældende hypotetisk. Spørgsmålet er i virkeligheden analogt med et meget brugt udsagn på vores breddegrader, i hvert fald i den maritime jargon: ”Kan vi overleve ved alene at klippe hinanden?”
Da jeg ikke er ”frøðingur” af nogen som helst slags, hverken professionel eller autodidakt, skal I ikke regne med et teknisk kvalificeret bud på, om Færøerne kunne overleve, hvis så fremt i fald, at alle fiskearter i området inden for vores fiskerigrænse valgte den totale flugt fra vores territorium for at invadere andre og mere lukrative områder i øernes nabolag – ved Islands, Skotlands og Norges kyster. Den færøske forfatter, Magnus Dam Jacobsen, der skrev bogen ”Í Grønlandi við Kongshavn”, beskriver sig selv på denne måde i forordet: ”Denne bog er skrevet af en mand, som aldrig blev ekspert på noget område, en fusker på alle områder, også i sit eget fag som håndværker og kreativ typograf. På trods af dette kan det nu være, at læseren sporadisk kan finde et eller andet værdifuldt imellem linjerne.” Jeg føler mig i udgangspunktet på linje med Magnus, selvom jeg stadigvæk mener, at han i ovennævnte titel har skrevet en af de bedste bøger, der hidtildags er skrevet på vores modersmål – færøsk.
Ser vi os omkring i verden, så er det yderst forskelligt hvordan lande, der er beriget med naturlige ressourcer har klaret at håndtere disse til gavn for de respektive samfund. Det afrikanske kontinent er nok det bedste eksempel på hvor galt det kan gå, når korrumperede politiske regimer fastholder samfundene i postkoloniale skæve strukturer, hvor despotiske charlataner sammen med udenlandske klondikere tømmer diverse mineralminer og fiskebanker for en kortsigtet gevinst. En snæver kreds af velhavere soler sig i en enorm rigdom imedens samfundene bløder, befolkningen sulter og selv børnene ikke ved, om de ser solen stige op, når der atter er en ny dag i horisonten. Latinamerika lider delvist den samme skæbne, dog har man her i de sidste år set sporadisk vækst, specielt i de lande, hvor man har været i stand til at sætte militærjuntaerne på porten og fået indført demokratiske spilleregler i det politiske system. Brasilien, som er stærkt på vej til at blive en stor økonomi, er et godt eksempel på, at en transformation er på vej på et kontinent, der på samme måde som Afrika har været råvareleverandør af naturressourcer, - særlig til multinationale selskaber med hovedsæde i Nordamerika.
En naturressource kan være en gave, men samtidig kan den også være en forbandelse, specielt hvis det politiske system i det pågældende land ikke er i stand til at håndtere denne, til samfundets og befolkningens gavn.
Imedens landbaserede naturressourcer er mere konkrete og eksakte at have med at gøre, så er fiskeriressourcerne lidt mere elastiske, ja, nærmere, mere uhåndterlige at have med at gøre, da de omkringliggende omstændigheder til enhver tid afgør, hvor stor høsten kan blive. Menneskets helt selvfølgelige og naturgivne grådighed har også en helt anden front at kæmpe ved, da offeret ikke er en visuel virkelighed førend det spejler sig i vandskorpen. De nationale fiskerigrænser, der slog igennem på globalt plan i halvfjerdserne, i det nu forgangne århundrede, skulle råde bod på dette, men mentalt skulle det vise sig at være en særdeles vanskelig øvelse at leve med de begrænsninger, der så pludselig blev fiskernes, redernes og samfundenes bratte opvågning og virkelighed.
For Færøerne blev det i særdeleshed en slags revolution, da en stor del af vores fiskeri før 1977 foregik udenfor det område, som blev vores del af kloden efter udvidelsen til 200 sømil. Da fiskeflåden og indtægterne derfra og fra forarbejdningen på filetfabrikkerne dertil var hjørnestenen, ja, den altovervejende del af vores eksport, så måtte vi af givne grunde få et periodisk problem med en flåde, der var bygget og tilvejebragt til oversøisk fiskeri på diverse fangstpladser omkring i hele Nordatlanten. Ja, enkelte gange under langt fjernere himmelstrøg. Fra Novaja Zemlja i øst over Island, Grønland, Labrador, New Foundland til Nova Scotia i vest. Fra Jan Mayen og Svalbard i nord til Kap det Gode Håb i syd. Internationale og nationale restriktioner pålagde nu vores fiskeskibe at prøve lykken i ukendt område i egen sø. Her begyndte så en ny ulige kamp imellem fiskebestandene og en flåde, der ingenlunde var konstrueret til det hjemlige fiskeri.
Flåden var skævt sammensat og alt for stor til det territorium og de fiskebestande, der nu skulle blive vores fremtidige spisekammer. Og trods den paradoksale situation, vil jeg nok mene, at det overvejende har været en gevinst for samfundet, at fiskerne ikke mistede deres aggressive fangstmentalitet i denne nedadgående spiral, der nu satte ind i fiskeriet. I bagklogskabens særlige lys var det politikerne der snublede, så gevaldigt, at det senere hen kom til at brage i samfundets fuger:
God give me grace to catch a fish
so big that even I
when talking of it afterwards
have need to tell no lie.
Da fiskerierhvervet repræsenterer så stor en del af den færøske økonomi, så er det en selvfølge, at dens lobby har en uhyre stor styrke. Vi skal huske på, at for bare 35 år siden var den meget mægtigere end den er i dag, idet der var flere tusinde fiskere i erhvervet på daværende tidspunkt i forhold til den nuværende virkelighed, hvor Fiskeriforeningen knapt nok når til de første tusinde medlemmer. Der gik ikke lang tid førend denne nye situation udviklede sig til en krise. En økonomisk krise, hvor de første symptomer kunne ses i en vaklende økonomi i skibenes driftsbudgetter. Det politiske system blev løbet over ende. Man stod i den fatale situation, at enten måtte man omstrukturere sig ud af krisen eller også måtte man subsidiere sig ud af den. Endnu var der penge i kassen. Refusionsbetalingerne fra den danske statskasse fossede ind i det lille øsamfund og samtidig begyndte man at låne sig ud af problemet med den danske kreditværdighed i ryggen, selvom dette var på samme tid som da den danske finansminister, Knud Heinesen, udbasunerede de famøse ord om, at det danske samfund havde kurs mod den økonomiske afgrund, og så var der nogle vittige hoveder der tilføjede: ”På første klasse.”
Nu springer vi over den glade periode, La Belle Époque, som vi oplevede i 80´erne, da alt kunne lade sig gøre og hvor alt ligesom gik op i en højere lånebaseret munterhed. I 1992 var festen ovre. Lokomotivet, der havde kørt så godt og havde været så spændstigt, kollapsede lige pludselig, og derefter lå hele samfundet hen som en ruin. De danske magthavere så sig nødsaget til at lave en slags statskup igennem finanssektoren, bankerne, da vores politikere havde svært ved at forstå andet end en hårdhændet udefrakommende brat udpurring. Man kan af gode grunde kritisere nogle af de handlinger, som de københavnske koloniherrer foretog sig i disse dage, men vi bliver desværre nødt til at se i øjnene, at fejlen for en stor dels vedkommende var vores. Det danske hjemmestyre på Færøerne havde fejlet.
I 1999 bad den færøske erhvervsminister Finnbogi Arge, fra Folkeflokken, den New Zealandske økonomiprofessor Patrick Caragata om at redegøre for bl.a. hvordan det kunne gå så galt, og hvor meget krisen, som nok må betegnes som en af de værste i den vestlige hemisfære nogensinde, havde kostet det færøske samfund. Efter en rimelig grundig undersøgelse, med assistance fra relevante færøske institutioner, kom han til, at hele forløbet fra midten af halvfjerdserne frem til krisen i 1992 havde kostet samfundet 13,6 milliarder danske kroner. I røg og damp.
15% af befolkningen flygtede ud af landet i stor armod og nød. Var en lignende katastrofe overgået Danmark f.eks., så ville det svare til, at én million danskere ville have taget flugten ud af landet p.g.a. en økonomisk krise. Fiskeriet lå brak, da det massive fiskeri, med en eskalerende subsidiering pr. kilo, foreløbig havde gjort en ende på bestandene. Vores spisekammer var tomt, alt var opspist uden hensyntagen til de naturlige balancer, der altid gør sig gældende i det biologiske element. Og desværre må jeg sige, at intet tilsiger, at vi har lært af vores fejl, da vi i alt for mange år, her på det sidste, har oplevet en næsten kronisk underbalance i fangsten af de klassiske fiskebestande, torsk og kuller, som vi mestendels har lukreret af og opretholdt eksistensen ved siden fiskeri og fiskeforarbejdning blev en så væsentlig del af samfundsøkonomien.
I 1992 stod vi stort set ved en slags vejs ende hvad eksistensgrundlaget angik. Foreløbig i hvert fald. Med en vis rimelighed kan man sige, at vi stod i den situation, hvor man med rette kunne stille spørgsmålet, som VRG-rådgivningen har sat mig i dag: ”Kan vi overleve alene ved at klippe hinanden?”
Det kunne vi ikke, vi var ingenlunde forberedte på kollapset, da vi styrtede mod afgrunden på første klasse. Befolkningens størrelse hænger sandsynligvis nøje sammen med erhvervs-strukturen og opdriften som denne er i stand til at etablere. Dengang landbruget var det bærende erhverv i landet var der ikke plads til flere end ca. 5 tusinde mennesker, hvor de fleste levede under særdeles kummerlige forhold. Efter den store metamorfose, da fiskerierhvervet bliver det bærende erhverv, blev der skabt et nyt fundament, en erhvervsstruktur, der har givet plads til ca. 50 tusinde mennesker. I dag kender vi betingelserne og volumen, som vi har adgang til i det maritime element, da det meste er låst fast i bilaterale aftaler og området indenfor de 200 sømil forhåbentlig er sikret som vores ejendom i al evighed. Erfaringerne siger os, at fiskeriet i overvejende grad styrer og regulerer befolkningens størrelse. Dvs. at vi både materielt og mentalt har overgivet vores liv og levned og dertil vores tankegods til den naturlige ressource. Det mangler faktisk bare, at de mennesker, der udgør nationen, får indopereret fiskehale og gæller i korpuset. Det er ikke os der styrer torsken, men torsken der styrer os, og i grunden står vi bare tilbage med det paradoksale og konfrontatoriske spørgsmål: ”Hvor skal man regne med at de største torsk befinder sig, - i havet eller på landjorden? Summa summarum har vi nået en ny barriere i befolkningens størrelse a 50 tusinde mennesker og årsagen kan kun være den enkle, at vi hidtil ikke har troet på muligheden for, at man alene kan leve af at klippe hinanden.
Definitionen af begrebet ”at leve” er yderst elastisk. Utvivlsomt er der lige så mange opfattelser som der findes mennesker på Kloden. Fra den mest nærige materielt udslettende asket til den umoralske og umættelige libertiner. De fleste har hørt om den græske filosof Diogenes fra Sinope. Han var fortaler for kynismen. Han afgav næsten alle materielle goder. Det fortælles om ham, at han boede i en tønde. En kendt historie fortæller, at Alexander den Store en dag kom forbi Diogenes i sin tønde. Han tilbød at opfylde alle Diogenes´ ønsker. Da sagde Kynikeren: "Flyt dig, du står i vejen for lyset fra solen." Dette er det ekstreme, marginalen i den ene ende og vi kender alle sammen nogle eksempler i den anden ende, da den vestlige forbrugerfilosofi hæmningsløst har produceret det grænseløse menneske i den anden ende af skalaen – spektret.
Gennemsnitsmennesket på Færøerne er en del af den nordiske kulturarv, af det nordiske fællesskab, og det medfører selvfølgelig, at vi også har som mål at leve i en økonomi, der tangerer det nordiske niveau.
Meget tyder på en altovervejende færøsk grundfilosofi, der materielt begrænser sig til volumen og værdien af den til enhver tid eksisterende naturressource. Denne udvikler sig med tiden til en slags religiøs tilstand, en barriere, der er mere hæmmende end fordrende for udviklingen. På det globale plan findes der mange paralleller, og selv om han sad i en håbløs situation, som cubansk industriminister efter en blodig revolution, så kom Ernesto Che Guevara engang med den berømte udtalelse, at sukkeret var en forbandelse snarere end en Guds gave til det cubanske samfund og folk. Alle forsøg på at industrialisere samfundet gik i vasken, sukkeret var folket og folket var sukkeret. Materielt og mentalt. Det blev derfor ved sukkeret indtil man økonomisk blev tvunget til at liberalisere indrejseforholdene for turister i nyere tid.
Vi har fået det ind med modermælken, at den færøske økonomi er = fiskeriet og fiskeforarbejdningen. Jeg husker et møde i lagtingets erhvervsudvalg for nogle år siden, hvor et af medlemmerne, reder og en af de bedste trawlerskippere i landet, spurgte formanden i Det Økonomiske Råd (DØR), om øernes fiskeri og økonomi ikke var et og det samme. Overvejende plejer personsgalleriet i erhvervsudvalget at have en konservativ grundsubstans, og vi var nok alle sammen mere eller mindre enige med skipperen fra Leirvík. Vi repræsenterede jo ikke andet end et bredt accepteret nationalt økonomikodeks. Da formanden i DØR derefter bestrider vores økonomiske børnelærdom ved at konstatere, at den færøske økonomi er andet og langt mere end det som fiskerierhvervet kan generere i samfundet, skrider grundvolden under vores hidtidige liv. Går ud fra at han provokerede, da han fremsatte den tese, at en restaurant i Tórshavn, han nævnte i flæng Café Natúr, i princippet kunne være et lige så stort aktiv for den færøske økonomi som en underskudsgivende trawler. Slutreplikken fra ovennævnte skipper var i hvert tilfælde yderst sarkastisk: ”Så er der ikke andet for, end at vi alle sammen går i gang med at importere kaffe !”
Den daværende formand i DØR havde nok ret. Ser vi tallene efter i sømmene, så ser vi, for det første, at vi havde overskud på handelsbalancen i 2010. Færøerne importerede varer for 4,36 milliarder kr. imedens vi eksporterede varer for 4,64 milliarder kr. Samtidig skabte befolkningen i 2009 et bruttonationalprodukt på ca. 13 milliarder kr. Selv om fiskeriet, den naturlige ressource, selvfølgelig genererer en del af værdien der ligger imellem eksporten og BNP, så kan tallene læses på den måde, at vi også for en stor dels vedkommende lever af det, som vi plejer at benævne med den humoristiske strofe, - at klippe hinanden.
Dette kan være et positivt signal, der peger derhen, at vi så småt er ved at vokse os ud af den spændetrøje, som fiskeriet både materielt og mentalt har omklamret os med. Det er et spirende tegn på, at der er ved at opstå et fundament for en yderligere industrialisering af samfundet.
Da Danmark som samfund er en stærkere referenceramme end andre lande for de fleste færinger, så er netop det danske samfund et godt eksempel på, hvordan man bevæger sig fra en fattig naturressourcebaseret økonomi, hvor landbruget og landbrugsprodukter i det store og hele var bruttonationalproduktet. Således var situationen for 100-150 år siden. En dynamisk politik, industrialiserig og godt købmandsskab, i særdeleshed efter anden verdenskrig, hvor man visionært og strategisk gik efter et nordisk velfærdsmodel og samfund, har total-forvandlet det danske samfund. I dag beror økonomien næsten udelukkende på industrien, der fodres med importerede råvarer, tertiærsektoren og selvfølgelig søfart, der er en af de klassiske erhvervsgrene, som de har været ovenud dygtige til at håndtere. Det gamle grunderhverv, landbruget, repræsenterer, mener jeg, ikke mere end 3% af deres BNP i dag.
For kort tid siden var jeg så heldig, at Færøernes Lagting sendte mig til New York, som sin repræsentant ved det 66. årsmøde, eller generalforsamling, i de Forenede Nationer. Vi boede midt på øen Manhattan, og opholdet i USA varede i en måned, først i Washington DC og siden i New York. Af gode grunde kan man ikke sammenligne Færøerne med dette mikrokosmos, hvor en hel verden er kogt ned i et lille område, der styrer en stor del av verdens finanser og hvor verdenssamfundet har valgt at den globale institution FN skal have sit hovedsæde.
Men det mest påfaldende er, at øen Manhattan, med en størrelse på 59,5 km2 og med en befolkning på 1,7 millioner mennesker er i stand til at opretholde en økonomisk cyklus, der klarer at brødføde et så stort antal mennesker, - uden at være i besiddelse af naturressourcer overhovedet. Der bliver ikke landet en eneste fisk på Manhattan. Der er ingen miner med mineraler. Der er knapt nok ferskvand til alle dem, der bor i og frekventerer byen. Alligevel er der fart over feltet, og tilsyneladende fungerer dette samfund til stor tilfredshed for dem, der har valgt at bosætte sig der. For det meste af tjenesteydelser. Taxa-chauffører, kosmetologer, hundepædagoger, terapeuter i alle slags sorteringer, besøgsværdige seværdigheder etc.
Singapore er et andet eksempel, en mikrostat, geografisk halvt så stor som Færøerne og med en befolkning på omkring 5 millioner mennesker.
Sammenligningen er lidt søgt, det skal jeg gerne indrømme. Men det stikker i øjnene, at tre områder, der geografisk kvantitativt er sammenlignelige skal være så væsentligt forskellige hvad befolkningens størrelse angår, og ikke mindst så forskellige i deres økonomiske formåen. Den store forskel er, at en stor del af de 500.000 tons, som vi har mulighed for at fiske pro anno for en stor dels vedkommende bliver landet i Eysturoy, imedens de to økonomiske kraftcentre, som er nævnt ovenfor, ingen naturressource råder over i det hele taget.
Det skulle i det mindste være et eksempel på, at det på en eller anden måde kan lade sig gøre for et samfund at overleve, og mere end det, ved at befolkningen i udgangspunktet lever af at klippe hinanden. Med eller uden et sort hav. Man får associationer til Adam Smiths berømte tese fra 1776 om markedets ”usynlige hånd”, hvor kernen er den udbredte forestilling om, at markedet fungerer som en ordensgenerator: Netop ved at den enkelte følger sine egne begrænsede interesser vil samspillet af de handlendes interesser gavne almenvellet. Forskelligheden slår dog i øjnene, når man spadserer forbi New York Stock Exchange og kommer i tanker om Karl Marx´ tese om hvor galt det kan gå, når de luftige børsværdier tager faneflugten fra grundsubstansen - produktionsværdierne. Det er vel det scenario verden har været igennem i denne omgang siden 2008.
Tilbage til spørgsmålet, som foredragsholderen oprindelig fik stillet i udgangspunktet: ”Overlever vi ved alene at klippe hinanden?”
Både ja og nej. Vi tilstræber at nå på højde med velfærdsmodellen i Skandinavien. Jeg havde nær sagt, at det er vi nødt til, ellers får vi en menneskeflugt ud af landet, på trods af de 500.000 tons, som er vores årlige ressourcerente fra havet omkring os. Vi taber i konkurrencekampen på alle fronter, da vores erhvervsgrundlag med den nuværende håndtering af fiskerigdommen ikke når længere op end til 80% av BNP i landene vi normalt sammenligner os med. Derudover er tendensen desværre vigende.
Det tager tid. Vi skal forbedre os for hver dag der går. Jeg kommer i tanker om en af vores legendariske fiskeskippere, her fra byen, nok den bedste langlineskipper i øernes historie, Jacob Andreas Vang. Han lå nede ved Kap Farvel med sit gode skib ”Columbus”. Alle de andre færøske langlineskibe lå ved fiskebankerne længere oppe ad den vestgrønlandske kyst. Fiskeriet var dårligt i det nordlige område. De talte dog sammen hver dag over ”fiskebølgen”, som frekvensen 2281 khz blev kaldt i de gode gamle dage. Situationen var håbløs, havet var sort. Da de spurgte Jacob Andreas hvordan det gik med fangsten i det sydlige område, ved Kap Farvel, svarede han hver gang, at der var ikke så meget at prale af, der var ikke noget at skrive hjem om, der kom sådan lidt sporadisk en og en fisk ind over lønningen. Så lige pludselig en dag, hvor der atter er kontakt over radioen imellem det nordlige og det sydlige område, da oplyser den legendariske fiskeskipper herfra byen de andre, at han er på vej hjem til Færøerne. Med fuld last. Det var en nyhed der ville noget, men han gentog bare, at han havde oplyst dem om, at der kom en og en fisk ind over lønningen, der manglede bare kvintessensen i sammenhængen, han havde ikke fortalt dem hvor langt der var imellem de torsk, han havde fanget op fra havets dybder.
På samme måde skal vi dag for dag lære os at mestre kunsten bedre at leve af at klippe hinanden, ellers når vi ikke samme højder i vores økonomi som vores konkurrenter om befolkningens gunst – først og fremmest de Skandinaviske lande.
In tranquillo mors, in fluctu vita. I det stille vand er døden, i bølgerne livet. Í silvitni deyðin í bylgjunum lívið. Et provokerende spørgsmål har fortjent et provokatorisk svar. Også således skal dette foredrag tolkes og forstås.
Tak for at I gad deponere Jeres øre til disse ubetydelige reflektioner fra en amatør på alle områder, - par exellence.