Færøernes mikroskopiske størrelse på en globus er grangiveligt årsagen til vores skæbnefællesskab med det omkringliggende hav, med havet i al almindelighed. Dette faktum har ført os viden omkring, i særdeleshed førend fiskerigrænserne blev udvidet endeligt i halvfjerdserne. Grønlandske farvande var i mange år vores spisekammer. I en lang årrække repræsenterede fangsten ved de grønlandske fiskebanker mere end halvdelen af den færøske export, først torsken og sidenhen rejefiskeriet. Efter den nye matrikellering av Jordens overflade for 40-50 år siden skete der et paradigmeskifte i disse forhold, men heldigvis bestod det historiske venskab imellem det grønlandske og det færøske folk og i særdeleshed de gode relationer imellem politikere i de to lande. De to tilbageværende kolonier i det danske imperium.
Det er ikke til at fatte, at bygdemarxisten – bygdepartisanen, havde jeg nær sagt – Tuusi, runder 70 år i disse dage. Min opfattelse af manden har altid været, at hans fysik og i særdeleshed hans intellekt på en eller anden overnaturlig måde rummer en flamme af evig ungdom. Bondedrengen fra Igaliku, der fik en særegen eskimoisk opvækst oppe i de sydlige bjerge, langt fra de maritime fangstpladser, der ellers har været tilholdssted for et folk, der har overlevet som nomader i det ekstreme arktis, alt efter hvor havets gavmildhed kunne skænke dem livets materielle fornødenheder.
Min slægt har i flere generationer fisket og sejlet i grønlandske farvande. Selv har jeg sejlet der i 30 år, har anløbet hver eneste beboelse på vestkysten, derved er min politiske periode i udgangspunktet ikke årsagen til mine personlige relationer til Grønland. I dette maritime miljø mødte jeg Poul Motzfeldt. Han blev en af mange grønlandske venner, og det bør nævnes, at han efter 7 års skolegang i Igaliku senerehen fik skibsførereksamen ved Fanø Navigationsskole med udmærkelse. Igennem ham hørte jeg første gang om skoleinspektøren ved Uummannaq Skole i årene fra 1972-1984. Josef Motzfeldt. Pouls bror og diametrale politiske modsætning. En mand der efter alt at dømme havde gjort oprør imod sin feudale oprindelse i det sydlige Grønland.
Jeg var vældig optaget og ikke mindst imponeret af det politiske opbrud – det grønlandske politiske forår - i halvfjerdserne. Dengang Aasivik blev afholdt i Quillisat i 1977 var jeg tilstede. Vi ankrede op uden for denne gamle kulmineby, det levende eksempel på, hvor inhuman den danske kolonialisme kunne være i sin værste graduering. Fødestedet for et andet IA-ikon – Kuupik Kleist. Der kunne man på nært hold opleve, at bevægelsen var alt andet end et overgangsfænomen. Dampen af idealisme og revolution var ikke til at tage fejl af. Her blev kimen lagt til det revolutionere Inuit Ataqatigiit. Det kan tænkes, at Tuusi var der, men jeg kendte ham ikke på daværende tidspunkt, endskønt jeg havde læst enkelte af hans artikler i AG. Det er almindelig kendt, at IA-feberen bredte sig ud fra Aasiaat. Rugekernen, hvor man i aftenundervisningen studerede spansk, for bedre at være i stand til at læse den revolutionære litteratur og nytænkningen, som de store helte fra den cubanske revolution, Ché og Fidel, havde lagt til den marxistiske skole.
Frontfigurene Jens Geisler og manden med de historiske politiske aner, Aqqaluk Lynge, sad godt placerede i Aasiaat. Den noget ældre Josef Motzfeldt sad særdeles malplaceret i Siumutternes højborg Uummannaq. Det kan være årsagen til, at han forholdsvis sent blev en del af det politiske establishment i Nuuk. Hierarkiet i det nye revolutionsparti har dog ikke betvivlet hans begavelse, da han i 1984 lanceres som handels- og trafikminister i en koalitonsregering med Siumut. Senere blev han informationschef i KNI, selskabet han selv havde etableret som landsstyremedlem, det førhenværende KGH – Den Kongelige Grønlandske Handel. Vi sejlede i charter for KGH/KNI i mange år, og engang spurgte jeg en af KNI´s water-clerks, hvordan det gik med deres nye propagandachef Tuusi. Udmærket, blev der svaret, men så tilføjede han dog, at han var lidt aparte af en spindoktor i et businessforetagende at være, da han havde en rød plakat af revolutionshelten Ché Guevara hængende på væggen lige bag ved skrivebordet. Et tydeligt signal om, at han ikke var færdig i den politiske karuselle.
Og det skal jeg love for, at han fik en politisk renæssance. Landsstyreformandsposten er i grunden det eneste trofæ han ikke er i besiddelse af i det politiske lager, men hans arvtager på IA´s trone er også en værdig stand in på den post, - min gode ven Kuupik Kleist.
Grønland er på vej frem. Josef Motzfeldt ejer rigtig mange aktier i denne kurs, der fører direkte frem imod den Grønlandske Republik. Hans utrolige charme og store begavelse har i årtier givet fremmede folkeslag et særdeles godt indtryk af det grønlandske folk og samfund. Han er på niveau med alle, lige meget om det er en amerikansk statsleder eller en pensioneret færøsk fisker, der har forvildet sig til et landsmøde hos det Republikanske Parti på Færøerne.
Personlig vil jeg hermed takke dig for det yderst gode venskab vi har etableret i årene siden jeg gjorde min entré på den politiske scene i 1998. Selv om det ikke er til at fatte, at bonden fra Igaliku – den grønlandske Ho Chi Minh – runder de første 70 år den 24. november, så får han hermed de bedste lykkeønskinger med på vejen til det, der måtte være tilbage af en jordisk evig ungdom. Held og lykke og god arbejdslyst i tiderne der ligger forude med de hjerteligste ønsker om en fremgangsrig fremtid for det samfund, hvis uovertrune ambassadør du i særdeles har været.
Tórbjørn Jacobsen, næstformand i Tjóðveldi.