Intet nyt under solen

Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen. Prædikerens Bog kapitel 1, vers 9. Lars Løkke Rasmussens nye VLAK-regering har bekræftet, at Salomons vise ord er evigt gældende. Indenrigspolitikken har fået et mindre liberalt vindpust, men vedrørende udenrigspolitikken er der intet nyt under solen. Den danske besiddelse i Nordatlanten, Færøerne, er i regeringsgrundlaget parkeret ude ved status quo, der hvor kragerne vender, her har nyliberalismens indtog endnu ikke gjort sig gældende. Om noget, ser man nu en snigende indsnævring i forhold til hjemmestyrernes politiske råderum indtil nu, og det har været, er og forbliver den danske stats politik fremover, lige meget om vi velsignes med en blå eller en rød regering. Der kan være retorisk forskel, hvad enten man er i regering eller i opposition, men lige så snart den ene eller den anden nærmer sig magten, må man gå ud fra, at politikken går i et med statstapetet, der som første punkt på dagsordenen har til hensigt krampagtigt at holde fast i besiddelserne i Nordatlanten, der fult og helt sikrer Danmark en plads i den geopolitiske orden, og et sæde der hvor magten i bl.a. Arktis skal placeres.

 

Voltaire skal have påstået, at der kan gå et halvt århundrede imellem de historiske gab, der giver mennesker i et land muligheden for at gøre store og nødvendige samfundsforandringer. De objektive forudsætninger til forandring ligger som en sprudlende vulkan lige under overfladen i den færøske befolkning, i økonomien og ude i samfundet, men den subjektive og politiske handling i selvstændighedskampen lader vente på sig, og det er mestendels på grund af den snusfornuftige danske euforisering og materialisering af det færøske politiske system igennem økonomiske refusioner og blokstøtten siden hjemmestyreordningens vorden. Men den tid er snart forbi, overførslen af penge fra den danske statskasse er låst fast i kroner og ører, barberet for prisudvikling, imens den færøske økonomi vokser. Vi ser lyset for enden af tunnelen, idet afmaterialisering af eksterne midler og afkolonialisering ser ud til at gå hånd i hånd, hvad Færøerne angår.

 

Ifølge VLAK-regeringsgrundlagets sidste side, får vi at vide, at:

 

  • Regeringen ønsker et stærkt fællesskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Udviklingen af et ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde i gensidig respekt er trukket ud af grundlaget i forhold til Venstre-regeringens program fra juni 2015.
  • Regeringen respekterer, at der på Færøerne er et ønske om en egen forfatning, men denne skal rummes inden for rigsfællesskabets rammer, ellers kan det skabe usikkerhed om Færøernes nuværende forfatningsmæssige stilling i riget.
  • Regeringen ønsker en tæt dialog med Færøerne om Brexit, og lægger vægt på, at hele rigsfællesskabets interesser tilgodeses i de kommende forhandlinger.
  • Regeringen ønsker et konstruktivt samarbejde med Færøerne.
  • Regeringen prioriterer et tæt samarbejde i rigsfællesskabet om Arktis.

 

Retorikken er ikke til at tage fejl af, man ønsker også fremover at leve et geopolitisk liv på den internationale politiske scene – hvor man spiser kirsebær sammen med de store – igennem de nordatlantiske besiddelser. Det klassiske omkvæd og tomme slogan om ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde i gensidig respekt har i lydtapetet fundet sig denne new fashion afløser: Et stærkt fællesskab mellem landene.

 

Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab af det nordiske samarbejde forleden, er det nyeste eksempel på, at den politiske begrænsning i den danske hjemmestyreordning i Færøerne, er en håbløs størrelse. Ansøgningen fik en brutal behandling i Keflavík, da den danske præsidieformand fejede forslaget af banen med den begrundelse, at den danske Grundlov stod i vejen for ligeværdigt færøsk medlemskab. Det står i skærende kontrast til salig Anker Jørgensens forsøg i 1980, da han som daværende dansk statsminister genfremsatte forslaget, som salig Erlendur Patursson havde fremsat nogle år forinden, i Nordisk Råd. Anno 2016 er dette et klart signal om, at uligheden skal holdes vedlige, at fuglen har fået rum, luft og gødning nok i det koloniale bur, skønt det er den samme danske Grundlov der var gældende under Jørgensens regime i 1980 som under Løkke Rasmussens regime i 2016. Idéen om det nordiske samarbejde, som et politisk og kulturelt samarbejde, mellem de nordiske nationer, har fået en gevaldig lussing, da grundloven i en af nationerne nu bliver brugt som stranguleringsinstrument imod en anden nation i den nordiske nationsklub.

 

Vores udenrigspolitiske anliggender er stærkt begrænsede i loven om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler. Det ligner mest af alt en kolonial frihedsberøvelse, hvor man endda har kædet tre nationale undenrigsanliggender sammen, skønt en sådan tvungen harmonisering i virkeligheden er umulig, da landene er særdeles forskellige i størrelse og hvad internationale interesser angår. Færøernes makrelfejde med EU, og dermed Danmark, overgås ikke i disharmoni, og vores krav om tildeling af en retsmæssig del af bestanden medførte da også en agressiv handels- og fiskerikrig, med en europæisk og dermed dansk embargo til følge. Statsministeren beklagede forleden vores handel med Rusland, men denne er udelukkende en følge af embargoen og overvejende et færøsk overlevelsestræk og ditto anstrengelse i en meget svær tid. Man mener fra dansk side, at krigen kunne være undgået, hvis bare Færøerne i forvejen var blevet medlem af EU. Det har vi på nuværende tidspunkt ingen intentioner om. Den suveræne ret til fiskerizonen – 275 tusind kvadratkilometer havoverflade, og fiskebestandene i dette store hav, er vores spisekammer og det fremtidige økonomiske grundlag. Bare tanken om situationens aktuelle tilstand, hvis vi havde meldt os ind i EEC i begyndelsen af halvfjerdserne, er skræmmende, og ville i dag og for alle fremtidige muligheder være en økonomisk katastrofe.

 

EU er vigtigt, også for rigsfællesskabet, siger statsministeren. Regeringen ønsker efter sigende en tæt dialog med Færøerne og Grønland om Storbritanniens udtræden af EU og man lægger overordentlig stor vægt på, at hele rigsfællesskabets interesser tilgodeses i de kommende forhandlinger. Denne ordhvirvel ligner mest det som min gamle søretslærer ved Færøernes Navigationsskole, republikaneren, landsretssagføreren, digteren og politikeren, salig Sigurð Joensen, ville beskrive som et contradictio in adjecto. Da vi spurgte ham, hvad han mente om Venstres søsterparti, Sambandspartiets, ideologi, svarede han prompte, at i spørgsmålet lå indregnet en logisk modsigelse, der bestod i, at man tillagde noget en egenskab, som var uforenelig med begrebet. Det var lige så relevant at tale om en firkantet cirkel eller en gift ungkarl, som at tale om dette partis ideologi, den fandtes simpelthen ikke. Hvilke beføjelser EU har til at forhandle med Storbritannien angående Færøernes interesser, f.eks. vedrørende fiskerispørgsmål, det står man uforstående overfor, og det lyder altså som et umådelig stort historisk paradoks. Sporene skræmmer – derfor er dette en non-mulighed.

 

Forfatningen, som der arbejdes med i Færøerne, har efter alt at dømme høj prioritering i det danske statsmaskineri. Det vidste vi på forhånd. Det nye er, at statsministeren stiller sine specialtropper til rådighed for drøftelser under det arbejde, der nu forberedes i Færøerne. Udgangspunktet er og bliver, at det færøske folk alene har ejendomsretten til matriklen Færøerne. Punktum.

 

”Hvad tænker de på inde på Christiansborg, når de tænker?”, spurgte John Mogensen engang. Den menneskelige tanke er uden tvivl altid bestemt af forholdene i en bestemt epoke. En kendt politiker har sagt, at selv når der er tale om et politisk geni, ville han vove at påstå, at vedkommende er bestemt af sin tid, og han fortsatte: ”På Katharinas tid ville Lenin have været en energisk fortaler for det russiske borgerskab; havde José Marti levet, da Havanna blev indtaget af englænderne, ville han have forsvaret spanierne; og Napoléon, Mirabeau, Danton eller Robespierre ville, hvis de havde levet på Karl den Stores tid, formodentlig ikke have været andet end ydmyge hoveriarbejdere i de yderste kartoffelrækker – eller ignorante indvånere på et eller andet mørkt feudalslot.

 

Den danske regering er et produkt af sin samtid og ikke mindst af historien om et krympet imperium. Vi lever i en uholdbar politisk situation, der begrænser Færøerne på alt for mange områder, derfor ytrer jeg samme ønske som digteren Jóanes Nielsen:

 

Men det eneste, der virkelig giver afkast

og det jeg inderst inde har tillid til,

er det daglige smukke slid for tilværelsen.

Derfra udspringer drømmen om Republikken Færøerne,

og derfra udspringer mine ord.

 

Tjóðveldisflokkurin forventer nye fagre tider forude, men denne regerings grundlag gør det klart, at det bliver uden regeringen Løkke Rasmussens hjælp, og det var nu heller ikke en faktor, vi havde indregnet i denne fremtidige politiske kabale.

 

 

 

 

 

 

 

Tórbjørn Jacobsen

Deil hesa grein umvegis
468 ad