Røða hjá Høgna Hoydal, samstarvsráðharra til aðalorðaskifti á Ársfundi Norðurlandaráðsins, har han legði umsóknina um fullgyldugan limaskap í norðurlendskum samstarvi fram.
Ærede præsident, rådsmedlemmer, ministre og deltagere i Nordisk Råds session.
Det er en særlig anledning for mig i dag – på vegne af den færøske regering og på vegne af et enstemmigt parlament i Færøerne – at kunne fremlægge og redegøre for Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab af alle dele af det nordiske samarbejde: Rådet, Ministerrådet og alle nordiske aftaler og konventioner. Jeg fremlagde ansøgningen for samarbejdsministrene i tirsdags. Og nu for Nordisk Råd.
Det er fjerde gang, at en ansøgning om selvstændig medlemskab og ligestilling for det færøske folk i Norden lægges frem. Og det er samtidig et historisk år for denne ansøgning. Det er 40 år siden, at det første forslag om selvstændigt medlemskab blev lagt frem på Nordisk Råds session i 1976. Af den færøske politiker, nordist og verdensborger, Erlendur Patursson.
Det førte til, at den danske statsminister, Anker Jørgensen, i 1980 lagde frem et forslag om fuldt færøsk medlemskab. Det resulterede efter en længere proces i den nuværende ordning med de såkaldte ”selvstyrende områder”. Altså ingen ligestilling, men en slags reservat-ordning, hvor de nordiske folk ikke er anerkendt på lige fod med rettigheder og pligter. Og hvad er iøvrigt et ”selvstyrende område”? Hvordan kan et område styre sig selv? Bor der ikke folk?
Jo, i Færøerne bor folk. Vi er en nordisk nation med egen kultur, sprog og med egne politiske institutioner. Ja, med det ældste ting – det ældste parlament – i Norden og i Europa. Og dette parlament har enstemmigt besluttet at søge om fuldt medlemskab i alt nordisk samarbejde.
Og det er jo en ganske enkel sag at tage stilling til politisk. Færøerne vil tage det fulde ansvar for at deltage på lige fod i nordisk samarbejde. Vi vil betale selv. Vi vil følge alle nordiske aftaler. Vi vil give nordiske borgere fulde rettigheder i Færøerne. Vi vil udvikle og styrke det nordiske samarbejde. Og ikke mindst, vil et færøsk medlemskab styrke sammenhængen i Norden og styrke den nordatlantiske del af Norden og alle de vigtige sager, som er på dagsordenen i Nordatlanten og Arktis.
Præsident!
Dette er ikke blot en færøsk sag. Dette er ikke en dansk-færøsk sag. Dette er en nordisk sag.
De nordiske værdier, som vi bygger hele det nordiske samarbejde på, og som er anerkendt og beundret internationalt er grundidealer som demokrati, ligestilling, respekt for folkeretten, respekt for mangfoldighed og forskellige kulturer.
Hvorfor skal det så ikke være muligt for de nordiske lande at anerkende det færøske folk som en nordisk brødrenation, og ligestille os med de øvrige nordiske folk?
Det går imod alle de nordiske værdier, hvis ansøgningen endnu engang afvises.
Færøerne er et land, et folk, vi har eget sprog, egen identitet; vi styrer alle vores forhold selv, vi har myndigheden over alle områder, som det nordiske samarbejde omfatter. Vi repræsenterer os selv i en mangfoldighed af internationale fora, fra fodboldunioner til fiskeriorganisationer.
Vi forpligter os i højere og højere grad til de samme konventioner og aftaler som de øvrige nordiske lande. Senest f.eks. Paris-aftalen om nedbringelse af det globale co2-udslip. Også FNs verdensmål – som vi diskuterede under top-mødet i forgårs – kommer at spille en betydningsfuld rolle i vores politikudformning i de kommende år.
Vi ser store ændringer i det internationale samfund i disse dage. Der er flygtningekrise, krig, opsplitning af tidligere alliancer og en venden tilbage til en mere selvcentreret national fokusering. Der er et øget behov for at styrke sine venskaber og alliancer.
Hidtil – og i 40 år – har man afvist den færøske ansøgning med begrundelse i forskellige juridiske blokeringer. Helsingfors-aftalen og gamle statsretlige opfattelser. Det er opfundne undskyldninger for ikke at tage politisk stilling.
Hvis man brugte den samme argumentation i 1952, da Nordisk Råd blev stiftet, så var der ikke noget Nordisk Råd. Det var jo imod alle juridiske strukturer dengang og imod alle kendte former for internationalt samarbejde. Det samme, når Nordisk Ministerråd blev dannet i 1971. Det var politiske visioner om at samarbejde, som drev arbejdet fremad.
Derfor, ærede medlemmer og ministre, må jeg spørge:
Hvornår, hvis ikke nu?
Hvem, hvis ikke vi?
Hvor, hvis ikke her?
Derfor appellerer jeg til de nordiske landes regeringer og alle nordiske parlamentarikere om at vise nordisk mod og vision – og støtte den færøske ansøgning.
