Den færøske folkevilje skal ikke pakkes ned i jura
Røða hildin á Fólkatingi 01. juni 2016
I dag for nøjagtig et år siden sagde jeg ja til at stille op til folketingsvalget og kan nu se tilbage på min første sæson på Borgen. Hvis nogen skulle være i tvivl, så har jeg forsøgt at gøre det begribeligt for Folketinget, at vi har en stærk selvstændighedsbevægelse på Færøerne og et udtrykt ønske om at cementere vores selvbestemmelsesret. Det kræver noget nytænkning omkring forholdet mellem Danmark og Færøerne, og det vender jeg tilbage til.
Som republikaner har jeg til gengæld i det store og hele holdt mig fra at blande mig i rent danske anliggender, for jeg mener grundlæggende at danskere skal bestemme i Danmark og færinger på Færøerne.
Det er vigtigt at skabe forståelse for, hvad der rører sig på Færøerne – men også nødvendigt at konstatere hvordan forholdeen egentlig ser ud her i 2016. Og derfra se fremad – gerne både fem, ti og tyve år og længere frem.
Der burde være gode betingelser for en tidssvarende og konstruktiv dialog mellem landene, for i begge lande fik vi nye “friske” regeringer inden for et par måneder i sensommeren. På Færøerne dannede vi en progressiv regering, som ønsker at tage et endnu større ansvar for den færøske samfundsudvikling, og den danske regering ledes af en statsminister, som har større berøring med Færøerne end nogen anden stasminister før ham.
Men forventningerne er ikke blevet indfriet. I stedet for at forholde sig konstruktivt til dagsordenen hos det nye færøske landsstyre ser det ud til, at Danmarks regering hellere læner sig op ad oppositions- og søsterpartiet Sambandpartiet, hvis politiske linje blev lagt i 1906. Partiet repræsenterer en forfatningsmæssig konservatisme, som ikke engang den nordirske unionist – pastor Ian Paisley – ville kunne overgå.
Det har hidtil resulteret i, at statsministeren og hans regering holder fast i en betonjuridisk udlægning af grundloven og enhedsstaten, når vi taler om de store linjer omkring færøsk forfatning og udenrigspolitisk manøvredygtighed. Til gengæld slår man hårdt på den symbolpolitiske tromme omkring det såkaldte rigsfælleskab, når det handler om indkøb af 534 færøske flag, som skal veje fra offentlige danske flagstænger, når vi holder fest på ólavsøka.
Forfatning med selvbestemmelsesret
Vi har gentagne gange igennem folketingsåret diskuteret landsstyrets målsætning om at forelægge en forfatning “stjórnarskipan” for Færøerne til folkeafstemning i 2017. Hver gang får vi den samme udmelding fra statsministeriet, at den må holdes inden for grundlovens og rigsfællesskabets rammer, og hvis man i øvrigt vil melde sig ud af riget må man gerne det. Det sidste selvfølgelig ment som en slet skjult trussel om konsekvenser for Færøerne, hvis man ikke holder sig inden for den danske regerings rammer.
Jeg tror jeg taler for de fleste, når jeg siger, at ønsket om en færøsk forfatning handler om sammenhængskraften i det færøske samfund, og den færøske selvbestemmelsesret. Vi har påtaget os et stort ansvar for vores folk og deres velfærd. Det handler om lovgivning, administration og økonomi. Og det handler om færøsk sprog, kultur og selvstændighed. Det skal fundamenteres ordentligt i nogle grundlæggende værdier og aftaler, som forener vores folk og skaber nogle rammer, som vi alle vil værdsætte og værner om.
Jeg er overbevist om, at et stort flertal i den færøske befolkning er rede til at stemme for en færøsk forfatning og den færøske selvbestemmelsesret.
Jeg synes til gengæld det er utidig indblanding, når man gang på gang mistænkeliggør motiverne bag ønsket om en færøsk forfatning og forlanger en skelnen mellem en forfatning inden for eller uden for rigsfælleskabets rammer.
Jeg mener virkelig ikke. at regeringen skal pakke den færøske folkevilje ned i en forud defineret juridisk form, som er støbt af Justits- og Statsministeriet.
Det må være op til det færøske folk selv at beslutte.
Man har i Danmark en lang tradition for at strække fortolkningen af hvad der kan rummes inden for grundloven, så hvor der er en vilje, er der også en vej. Netop hjemmestyre- og selvstyreordningerne er gode eksempler på det. Jeg har noteret to friske eksempler. Loven om at stoppe de såkaldte hadprædikanter, hvor regeringen udtaler, at den vil udfordre grundlovens grænser, og sagen om borgerinddragelse, hvor en ændring af ordet “ret” til “mulighed” skaber det nødvendige grundlovsmæssige rum.
Husk på, at forfatningen handler ikke om løsrivelse, men om en styrkelse af fundamentet for den færøske nation. Hvis det færøske folk på et senere tidspunkt beslutter sig for løsrivelse, så tager man stilling til, om det kræver en anderledes forfatning end den, man nu ønsker at gennemføre.
Læren fra den irske proklamation
Jeg besøgte for nogle dage siden en udstilling på The National Museum i Dublin. Den bar navnet “Proclaiming a republic – the 1916 rising” og handlede om påskeopstanden i Dublin for 100 år siden, som fik så stor betydning for dannelsen af den irske republik. Det var ikke første gang irerne gjorde oprør mod de engelske undertrykkere. Opstanden udviklede sig til en ugelang tragedie, hvor 500 mennesker omkom – de fleste af dem civile – og de syv ledere af den selvudnævnte provisoriske irske regering blev alle henrettet.
Englænderne nedkæmpede således oprørerne med en kontant indsats og holdt ubøjeligt fast i magten. Men deres stejle holdning ledte til, at oprørerne vandt de irske hjerter og kunne på den baggrund seks år senere danne den første regering i The Irish Free State, som senere blev udråbt som republik.
Nu forventer jeg ikke, at situationen omkring folkeafstemningen på Færøerne udvikler sig som i Dublin for 100 år siden – eller som i Klaksvig for 50 år siden, da man sendte et krigsskib fyldt med politifolk til Færøerne for at nedkæmpe oprørske klaksvikinger. Det handler jo kun om en forfatning – ikke en løsrivelse.
Men regeringens konservative linje omkring enhedsstaten og grundlovens rammer er ikke konstruktive og hører fortiden til. Den skal ikke og den vil ikke hindre os i at formulere og beslutte en færøsk forfatning efter eget ønske.
Nuanceret debat i Folketinget
I forhold til regeringens udmeldinger så var debatten i folketinget om rigsfællesskabet til gengæld langt mere åben, nuanceret og engageret. De fleste ordførere åbnede for en konstruktiv og tidsvarende debat om forholdet mellem Danmark og Færøerne.
En dialog, som ikke kun havde til formål at sikre det danske kongeriges beståen, men derimod en dialog, som handler om at afdække landenes positioner, interesser og visioner for fremtiden, og hvilket grundlag der på den baggrund kan skabes for at udvikle en ny samarbejdsmodel – version 2 eller 3 om man vil.
Historikeren Uffe Østergaard har for eksempel påpeget, at der er brug for en ny føderativ samarbejdsmodel, som kan afløse hjemmestyremodellen fra 1948.
Og politologen Ulrik Pram Gad følger egentlig op med sin tese om, at mens EU landene tilstræber en løbende tilpasning igennem en ambition om at udvikle et “ever closer” forhold, så fordrer Færøernes og Grønlands konstante stræben efter større selvstændighed en “ever looser” eller løsere model for samarbejde med Danmark.
Og netop denne stræben efter en større selvstændighed er motiveringen bag den ofte succesfulde udvikling på Færøerne.
Dobbelt statsborgerskab
Jeg skal ikke trætte jer mere på denne pragtfulde sommerdag. Men lad mig dog lige nævne på positivlisten, at jeg anerkender indsatsen for at identificere grænsehindringer mellem landene. Desværre er listen lang og voksende, og den rammer ofte folk helt tilfældigt og utilsigtet.
Et forslag til reduktion af grænsehindringerne er, at regeringen medvirker til, at Færøerne indgår i de nordiske aftaler på selvstændig vis, for det er faktisk sådan, at andre nordiske borgere gennem disse aftaler i visse sammenhænge har bedre beskyttede rettigheder i Danmark end færinger har.
Et andet forslag kunne være, at både danske og færøske lovgivere gjorde sig større umage for at sikre imødegåelse af utilsigtede konsekvenser allerede under behandling af lovforslag.
Erfaringerne viser jo også, at Danmarks fortsatte integration med EU har resulteret i en proces, hvor Færøerne og Danmark glider længere og længer fra hinanden – uanset om det er tilsigtet eller ej. Det er jo som bekendt besværligt at tjene to herrer på samme tid.
Og det kan nogen gange være ganske indviklet at finde rundt i det såkaldte rigsfælleskab.
Et eksempel er, at danskere med dansk statsborgerskab, som flytter til Færøerne, får ikke stemmeret til Europa Parlamentsvalget, fordi Færøerne har valgt at være uden for EU. Men danskere med dansk statsborgerskab, som flytter til et tredjeland, der også er uden for EU, bevarer sin valgret til Europa Parlamentsvalget.
Dette viser et specifikt demokratisk problem for danskere, og det er opstået af den årsag, at forholdet mellem Danmark og Færøerne ikke er så enkelt, at vi kan læne os tilbage og nyde udseendet af en harmonisk enhedsstat. Fordi den eksisterer ikke.
Det kunne måske løses ved dobbelt statsborgerskab – et færøsk og et dansk – så har vi i hvert fald klare linjer. Men svaret på det er nok, at det tillader grundloven ikke…
