Skjótt verða vit 50.000 fólk, vit gjalda nærum 90 prosent av okkara vælferð og stjórnarskipanin skal savna okkum um tað, vit higartil hava rokkið, segði Magni Arge í síni røðu á fólkatingi fríggjadagin.
“Det går ikke så ringe endda på Færøerne” ville man nok sige på jysk.
Vi fik en ny regering den 14. september 2015 – på årsdagen for fokeafstemningen for løsrivelsen tilbage i 1946 – og til trods for en noget turbulent start, så har regeringen været med til at sætte et positivt og optimistiskt præg på omgivelserne.
For første gang siden finanskrisen budgetteres der med overskud på statens finanser, til trods for, at finansloven indeholdt skattelettelser for folk med lavere indkomst og bloktilskuddet fra Danmark er fastfrosset.
Lakseopdrætten og det pelagiske fiskeri går godt, og der er gang i byggeriet over det ganske land – måske lidt i overkant, så der er egentlig ingen arbejdsløse.
Færøerne blev også et mere rummeligt sted, da lagtinget stemte for en modernisering af loven om borgerlig vielse, så også par af samme køn kan blive gift på Færøerne. Loven træder i kraft så snart folketinget har stemt for en modificering af ægteskabslovgivningen.
Der er taget hul på hjemtagelse af udlændingeområdet, familie, person- og arveretten bliver også hjemtaget, og der er en dialog igang om overtagelse af dele af luftfartsområdet.
Til efteråret tages det nye store gymnasium i brug i Tórshavn, og man er sat gang i en tiltrængt udbygning af Landssygehuset.
Befolkningsvækst
Optimismen kan direkte aflæses i befolkningsvæksten, som var på 1,2 % fra april 2015 til april 2016. Selvfølgelig er vi glade for, at vi nu er nået op på knap 49.400 sjæle for første gang i historien. Og fortsætter vi med denne hastighed, så passerer vi et halvt hundrede tusind til maj næste år. Men det er ikke kun antallet der glæder os, men også selve sammensætningen, da væksten blandt de unge indhenter væksten blandt de ældre.
Det kunne tyde på, at vi har fat i en tilgang, som kan imødegå dommedagsprofetier om, at de unge rejser, mens de ældre bliver, og de enorme udfordringer det fører med sig.
Selvfølgelig har det her noget med de økonomiske konjunkturer at gøre. Det går jo frem og opad i færøsk økonomi.
Men det handler altså også i høj grad om, at man politisk signaliserer en stærk vilje til at udvikle det færøske samfund og det man på engelsk kalder “nation building”.
Et selvstændigt samfund, som vil stå på egne ben politisk og tage ansvar for kommende generationers velfærd.
Vi knokler for at opnå en selvbærende økonomi, der bygger på, at vi udnytter havets ressourcer på en bærdygtig måde biologisk, økonomisk og socialt – og sikrer både erhvervsmæssig dynamik og samfundsmæssige interesser.
Det handler også om et samfund som løbende investerer i habil uddanelse, gode helbred og omsorg for dem, der har særligt brug for den – og ikke mindst et samfund som forstår både at værdsætte traditionelle værdier og omfavne moderniteten.
Reformer skal forbedre vores odds
Vi behøver en fokuseret og energisk indsats, der konstant forbedrer vores odds, for at nå i mål. Og derfor er der flere store sager på agendaen i den nærmeste fremtid.
Blandt dem er fiskerireformen, som en kommission udarbejder et oplæg til, som forventes offentliggjort når lagtinget træder sammen igen á Ólavssøku, og så er der også en pensionsreform på vej.
Den offentlige Landsbanki Føroya genetableres og får til opgave at administrere offentlig lån og likvidtet samt en økonomisk stabiliserings fond. Landsbankin skal også forestå analyser og rapportering om færøsk økonomi, med særligt henblik på finansielle risici og den finansielle sektor. Den skal også etablere et makro-finansielt tilsyn – der svarer til det systemiske risikoråd i Danmark. Hvis Finanstilsynet, som foretager tilsyn med de færøske banker, skal være en del af det færøske risikoråd, kræver dette en mindre lovændring i Folketinget, men jeg håber selvfølgelig, at både regering og folketing støtter fuldt op omkring initiativer, som kan reducere risici og øge holdbarhed i færøsk økonomi.
Forfatning og sammenhængskraft
Vi har hjemtaget langt de fleste lovgivnings- og amdinistrationsområder i dag, og faktum er, at det færøske folk betaler selv henved 90 % af det færøske statsbudget, og den danske blokstøtte udgør mindre end 5% af BNP. Derved har vi påtaget os langt det største ansvar for velfærden i vores land nu og i fremtiden. Det kræver en stærk sammenhængskraft.
Og netop for at styrke sammenhængskraften har landsstyret kaldt alle partier sammen for at færdiggøre arbejdet med en færøsk forfatning. Vi har brug for at forankre vores værdier, politiske og administrative system, rettigheder og pligter i en færøsk grundlov eller forfatning, som folket fatter beslutning om. Folkeafstemningen forventes afholdt i efteråret 2017. Det er en uhyre vigitg demokratisk proces for det færøske samfund, som jeg mener det færøske lagting og det færøske folk skal beslutte uden nogen form for indblanding fra dansk side.
Jeg forstår ikke den danske regerings udtrykte mistillid til det færøske demokratis evner til at forestå arbejdet omkring at formulere, behandle og beslutte en forfatning for vores eget land.
Jeg synes det er utidig indblanding, når statsministeren gang på gang mistænkeliggør motiverne og forlanger en skelnen mellem en forfatning indenfor rigsfælleskabet eller udenfor rigsfælleskabet.
Det her handler ikke om løsrivelse, men om en styrkelse af fundamentet for den færøske nation, som jeg mener det færøske folk skal beslutte selv. Hvis det færøske folk på et senere tidspunkt beslutter sig for løsrivelse, så tager man stilling til, om det kræver en anderledes forfatning end den, man nu ønsker at gennemføre.
Udenrigspolitik er en udfordring
Jeg forventer også, at regeringen vil behandle den udenrigspolitiske lov i lagtinget i den nærmeste fremtid, fordi man ikke anser den for hensigtsmæssig anno 2016.
Siden Danmark forlod rigsfælleskabet i handelsmæssig forstand og gik ind i det europæiske fællesmarked, har Danmark og Færøerne støt og roligt bevæget sig fra hinanden. Danmark er en del af EU handelspolitisk, og Færøerne forhandler selv adgang til andre landes markeder – men med begrænsede muligheder.
EU fører også en centraliseret fiskeripolitik, så Færøerne har siden fiskerigrænserneblev udvidet til 200 sømil i 1977, påtage sig ansvaret for den del af udenrigspolitikken som handlede om færøsk fiskeripolitik, mens Bruxelles har styret den danske politik .
Overdragelsen af den danske selvbestemmelsesret har blandt andet resulteret i, at Danmark deltog i en boykot af færøske export og lukkede alle sine havne for færøskeksport af pelagiske fiskeprodukter for ganske kort tid siden.
Det betyder vel dybest set, at Danmark prioriterer fælleskabet med andre europæiske lande højere end fælleskabet med Færøerne, og vi derfor kan forvente, at Danmark tager parti for vores modpart, når der opstår en lignende konflikt igen.
Jeg håber de ærede medlemmer af dette høje ting forstår vores ønske om kontrol med selvstændige udenrigspolitiske redskaber, så vi er istand til at forsvare vores interesser med de samme internationalt anerkendte redskaber, som vore modstandere besidder.
Enhedsstaten der aldrig var
Justitsministeriet og statsministeriet har gennem tiderne konsekvent argumenteret med, at det danske kongerige er en “enhedsstat”, hvor der ifølge grundloven ikke er plads til for eksempel udenrigspolitske indrømmelser og for eksempel en færøsk grundlov.
Men det er noget vrøvl. Tænkningen omkring enhedsstaten antyder en grundlæggende fælles identitet som netop ikke foreligger, uanset om man definerer identiteten sprogligt, kulturelt, etnisk eller nationalt.
For riget består af tre rigsdele som er grundlæggende forskellige med hensyn til sprog, kultur, klima og livsmønstre.
Vi har så ofte erkendt, at det kun er færinger, der prioriterer Færøerne øverst. Det er en kendsgerning, vi ikke kan komme udenom, og stort set alle markante resultater er drevet af selvstyrebevægelsens ukuelige vilje til at udvikle nationen Færøerne.
At Danmark har overdraget en stor del af sin selvbestemmelsesret til EU, og iøvrigt indrettet den tilbageværende lovgivning, så den i størst mulig grad harmonerer med EU snarere end med de andre dele af Kongeriget, har i nogen tilfæde bevirket større grænsehindringer mellem Danmark og Færøerne, end der er mellem Danmark og EU lande.
Tid til forandring
En fælles historie er ikke nok til at holde sammen på rigsfælleskabet. Det kræver gensidige politiske og økonomiske interesser og en stor tillid.
Når det er sagt, så er jeg positivt overrasket over flere spændende og fremsynede ordførertaler, og ville ønske regeringen også vandrede i samme retning.
Jeg vil gerne medvirke til, at vi får en mere moderne og tidssvarende debat omkring det fremtidige politiske samarbejde.
Vi kunne tage flere relevante spørgsmål ind i debatten.
Hvordan ser vi på fremtiden hver især? Hvad er vores største udfordringer internt? Hvordan tænker vi Europa og Arktis ind i vores fremtidsbilleder? Kan man i det hekle taget håndtere så forskellige udenrigspolitiske interesser?
Lidegaard talte om det næste trin for rigsfælleskabet.
Selv går jeg ind for fuld selvstændighed, og skal der diskuteres et alternativ for Færøerne, må det nødvendigvis handle om en føderativ konstruktion mellem jævnbyrdige og suveræne parter a la free association eller personaleunion.
Det er muligt at Færøerne og Grønland ikke er på samme tidslinje hvad det angår, men jeg er ikke i tvivl om, at tiden er moden for Færøerne. Og så må vi tage det derfra.
Det behøver ikke ændre noget ved de mange gode venskaber og fælles interesser vi iøvrigt har mellem venner, familie, samarbejdspartnere, kulturelt og på andre måder. Det kan tværtimod bevirke at vi får et stærkere venskab ud af det.
Jeg vil gerne bidrage til at finde en fælles forståelse for den nødvendige tilgang henimod selvstændighed, og hvordan vi kan skabe en stærk og konstruktiv platform for et moderne samarbejde mellem landene.
Magni Arge, fólkatingsmaður fyri Tjóðveldi
